Corona tager toppen af prisstigninger
Den gennemsnitlige danske husstand har siden oktober sidste år fået flere penge mellem hænderne. Ifølge nye tal fra Danmarks Statistik faldt forbrugerprisinflationen nemlig med 0,2 procentpoint fra september til oktober, hvilket betyder, at forbrugerprisindekset siden oktober sidste år blot er steget med 0,4 pct.
- Helt generelt tegner der sig et billede af, at corona-krisen via et lavere aktivitetsniveau har taget toppen af prisstigningerne herhjemme, lyder det i en kommentar fra Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv.
- Med dagens tal i hus er der nu udsigt til en samlet forbrugerprisinflation på ca. 0,4 pct. i år. Det er næsten en tangering af den historiske bundrekord fra 2016, hvor forbrugerinflationen endte på bare 0,3 pct. Der var dengang tal om den laveste inflation siden 1953, skriver han.
Ifølge Dansk Erhverv skyldes faldet primært, at sidste års store stigning i elpriserne er gledet ud af tallene, mens er priserne på flyrejser er faldet massivt. Det skal, helt naturligt, ses i sammenhæng med rejserestriktionerne og det store fravær af udenlandske turister.
Penge på lommen
Den næsten historisk lave inflation betyder, at den effektive købekraft blandt danskerne vokser. Inflationen kombineret med en, ifølge Finansministeriet, gennemsnitlig lønvækst på 2,1 pct. i 2019, betyder, at danskerne i alt vil opleve en reallønsfremgang på 1,7 pct. i 2019, hvilket også ligger over det historiske gennemsnit.
Tore Stramer pointerer, at det bestemt ikke småpenge, der er tale om for en typisk dansk børnefamilie.
- Ifølge Danmarks Statistik havde en typisk familie med to voksne og børn et årligt forbrug på ca. 450.000 kr. i 2019. En fremgang i forbrugerpriserne på 0,4 pct. betyder dermed, at familiens forbrug kun bliver ca. 1.800 kr. dyrere i år, skriver han.
- Ved et mere normalt inflationsniveau på omkring 2 pct. ville prisen på familiens forbrug være steget med ca. 9.000 kr. i år. Den fortsat uhyre lave inflation sikrer altså den typiske børnefamilie en besparelse på omkring 7.200 kr. i husholdningsbudgettet i år, lyder det.
Tobak og alkohol koster
Ser man på hvilke varegrupper, trods den lave inflation, alligevel er øget i pris er tobak naturligt i førersædet.
Fra september til oktober i år er prisen på tobak og alkoholiske drikkevarer steget med 0,9 pct., mens varegruppen fra oktober 2019 til 2020 er steget med 11,5 pct., hvilket naturligt skyldes de øgede afgifter på tobak, som blev indført i løbet af 2020. Til sammenligning er fødevarer og ikke-alkoholiske drikkevarer blot steget med 0,3 pct. fra september til oktober og 0,6 pct. fra 2019 til 2020.
Nettoprisindekset er fra oktober 2019 til og 2020 blot steget 0,2 pct.