Coop Sverige leverer onlinekøb på landingsbanen
Coop Online i Sverige satser på mange heste for at udvikle onlinesupermarkedets forretning.
Seneste skud i bøssen er et pilotprojekt, hvor Coop Online leverer onlineindkøb i Landvetter Lufthavn i Gøteborg. Det skriver det svenske medie Fri Köpenskap.
- Vi laster bilen med ordrerne om morgenen og kører den ud til lufthavnen. Det er bare et eksempel på knudepunkter, som kan få den slags løsninger. Bus- og togstationer og andre knudepunkter er ligeså interessante, udtaler Catrin Folkesson, koncerndirektør med ansvar for Coop Online, til Fri Köpenskap.
Leveringsmuligheden henvender sig både til erhvervspendleren, der ikke har tid til at købe ind på vej hjem fra lufthavnen, og folk, der kommer hjem fra ferie. Kunderne henter poserne med indkøb ikke helt på landingsbanen, men i ankomsthallen ved landing.
I forvejen har Ica Maxi gennem et stykke tid testet et lignende koncept.