Forbrugerundersøgelse: Butikker kan gøre langt mere for at understøtte miljøvenlige køb
-
Tre ud af fire danskere ville vælge et svanemærket alternativ, når de handler, hvis det var tilgængeligt og nemt at finde i butikkerne. Men kun en ud af tre finder det rent faktisk nemt.
Når danskerne står nede i supermarkedet og skal vælge håndsæbe, opvaskemiddel eller bagepapir, vil størstedelen gerne vælge varer, der er bedre for miljøet, men mange synes, det kan være svært at finde.
Det viser en ny undersøgelse fra Miljømærkning Danmark foretaget af analyseinstituttet Norstat.
Seks ud af ti forbrugere mener ifølge undersøgelsen, at Svanemærket og EU-Blomsten gør det enkelt at vælge mere miljøvenlige varer. Men kun en ud af tre finder det rent faktisk nemt og overskueligt at finde varer med miljømærkerne, når de handler.
- Der ligger tydeligvis en opgave for detailhandlen i at indfri danskernes ønske om flere miljømærkede produkter på hylderne, som samtidig skal være lettere at finde. Størstedelen af forbrugere mener, at det er vigtigt at kunne vælge et svanemærket alternativ og de føler også selv, at de har et ansvar, når de handler, men de oplever generelt ikke, at butikkerne gør nok, siger Rina Ronja Kari, chef for marketing og kommunikations hos Miljømærkning Danmark.
Mere fokus på miljø i service og sortiment
To ud af tre danskere mener ikke, at butikkerne guider dem til at vælge produkter, som er mere miljøvenlige. Samtidigt mener næsten syv ud af ti, at butikkerne har et ansvar for at udbyde mere miljøvenlige varer i sortimentet.
- Vi oplever generelt, at de danske forbrugere gerne vil vælge varer, der er bedre for miljø, klima og sundhed - og at de gerne vil være med til at løse nogle af de store udfordringer, som vi står overfor. Her er Svanemærket et stærkt redskab, der gør det enkelt at vælge blandt de miljømæssigt bedste produkter, siger Rina Ronja Kari,
Svanemærket ser på hele produktets rejse og er en af verdens skrappeste miljøcertificeringer. Samtidig sikrer en uafhængig tredjepart, at produkterne lever op til Svanemærkets krav, så det er trygt for forbrugerne at navigere efter.