Brølstærk Circle K-ejer hopper med på cannabis-bølgen

Forbrugere 15. aug 2019 -
This describes the image
Couche-Tard, som ejer Circle-K i Danmark, går ind på dyrkning af cannabis Foto: Fire and Flower

Mens det traditionelt varer et par måneder endnu, før en ny årsrapport fra danske Circle K bliver tilgængelig, har den børsnoterede canadiske Circle K-ejer, Couche-Tard, fremlagt sit regnskab i juli.

Couche-Tard og det danske selskab har et skævt regnskabsår, der løber til og med udgangen af april, og den canadiske brændstof- og conveniencegigant kan endnu en gang levere vækst på både top- og bundlinje.

Den totale omsætning er steget med 15 pct. til 59 mia. USA-dollar, svarende til 394 mia. kr.

Næsten tre fjerdedele af det samlede salg er brændstof, hvor stærkt svingende priser medvirker til at skabe store udsving, men også det øvrige salg, som stammer fra omkring 15.000 convenience- butikker i en række lande i flere verdensdele har haft en tocifret vækstprocent.

Det samlede salg i det segment når 13 mia. dollar - knap 87 mia. kr.

Den suverænt største fremgang ligger i USA, som er klart det største marked for Couche-Tard, mens væksten her i Europa kun er på godt 3 pct.

I regnskabsårets sidste kvartal er den europæiske convenienceomsætning endda faldet med 5 pct.

Circle K i Europa består langt hen ad vejen overvejende af det gamle norske Statoil med Danmark, Norge og Sverige samt de baltiske lande og Polen.

Rekordoverskud

Vækstprocenterne er også stærke, når det gælder resultatet, med et driftsoverskud på 2,53 mia. dollar og en bundlinje på 1,83 mia. dollar. Det svarer til henholdsvis 17 mia. og godt 12 mia. kr., og de to linjer i regnskabet er vokset med 24 og 10 pct.

Couche-Tard fremhæver selv "en generering af frie pengestrømme uden fortilfælde til nedbringelse af gæld for totalt 1,8 mia. dollar gennem året".

På den baggrund lyder der ikke overraskende særdeles stor tilfredshed fra toppen af Couche-Tard.

- Vi havde et fantastisk regnskabsår, og jeg er voldsom stolt over hele holdet for det arbejde, der bliver gjort i butikker og i baglandet. Vi fik en rekordstor bundlinje, genererede imponerende pengestrømme og overhalede målene for synergier, sagde topchef Brian Hannasch i juli.

Cannabis er det næste

Couche-Tard er lykkedes med at hente synergier ud af en aggressiv opkøbspolitik på tværs af landegrænserne, og nu er den canadiske gigant på vej ind i et nyt forretningsområde for fuld fart: Cannabis.

I februar fik man licens til at drive cannabis-butikker under navnet Tweet i Ontario- provinsen i hjemlandet Canada, og så sent som 7. august gennemførte CoucheTard et køb i en anden cannabiskæde, Fire & Flower.

Foreløbig gælder den nye satsning kun Canada, men CoucheTard ser længere end det.

- Gennem denne strategiske investering styrker vi vores intentioner om at blive en nøglespiller i Nordamerikas cannabis-industri. Vi er spændt på at se, hvad vi kan opnå sammen med Fire & Flower, efterhånden som vi ekspanderer i Canada og forsøger at løfte vores tilstedeværelse i USA og videre ud, siger Brian Hannasch.

Opdateret 10. nov 2020