Bring skærper konkurrencen med alternative pakkeshops
Pakketransportøren Bring skærper nu konkurrencen om at levere pakker til danske kunder.
Det sker i form af en forsøg, hvor Bring, der er ejet af det norske postvæsen, tester et landsdækkende netværk af pakkeshops – såkaldte Pakkenabo hos privatpersoner i Danmark.
Det skriver Posten Norge i en pressemeddelelse.
I pilotprojektet vil det udelukkende være Bring-forsendelser, som kan udleveres via en Pakkenabo, men senere vil der blive åbnet op for andre aktører.
- I mange dele af landet kan der være langt mellem butikker, som udleverer pakker, og det er især i disse områder netværket vil give de danske pakkemodtagere en langt bedre oplevelse, når de skal hente pakker, som er bestilt på nettet. Men vi kommer også til at oprette Pakkenaboer i byerne, siger Jens Rom, adm. direktør for Bring i Danmark.
Pakkerne skal kunne hentes i tidsrummet 16.00 til 20.00, og som Pakkenabo vil man få betaling for hver pakke, man udleverer og tager imod.
Bring samarbejder med den hollandske start-up Homerr, og forventer over tid at etablere et tæt landsdækkende netværk af Pakkenaboer. I Holland er konceptet en stor succes, hvor Homerr allerede har etableret et tilsvarende netværk med 3500 udleveringssteder.
Fem juleafhentningssteder
Bring planlægger samtidig åbning af fem pop-up-shops i Aalborg, Aarhus, Odense og København plus et ikke nærmere angivet sted.
Det fremgår af en jobannonce, hvor Bring søger vikarer til at betjene butikkerne.
De fem pakkeshops skal betjene kunder i forbindelse med Black Friday og julen, når hylderen typisk bugner af pakker fra onlineshops.
Bring er i konkurrence med GLS, PostNord og Dao.