Bælgfrugter vinder indpas
-
Bælgfrugter og kødfri mad er især i fremgang blandt unge og kvinder i storbyen.
- Tre ud af fire danskerne ved rent faktisk, hvad en bælgfrugt er. Vi er blevet bedre til at genkende forskellige typer bælgfrugter.
Det er Fødevarestyrelsen, der fremhæver udviklingen, som er beskrevet i den seneste rapport fra Madkulturen. Det er en selvejende videns- og forandringsinstitution under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.
Rapporten Madkultur23 viser også, at kød stadig står centralt i danskerne måltider.
- Men bælgfrugterne begynder altså at vinde indpas. Rapporten viser, at hver tiende dansker nu spiser bælgfrugter på en typisk aften, konstaterer styrelsen, der konkluderer, at ”der er dermed flere tegn på tilgangen til kød og bælgfrugter så småt begynder at rykke på sig.”
"Madkultur23" er Madkulturens årlige befolkningsundersøgelse.
Bælgfrugter i storbyen blandt kvinder
Bælgfrugter og kødfri mad er særligt blandt unge og kvinder i storbyen i fremgang.
Næsten ni ud af 10 af danskerne bestræber sig på at spise vegetarisk, vegansk eller pescetarisk i 2023. I 2019 gjaldt det fire ud af 10.
6 pct. af unge (18-25-årige) bestræber sig på at spise vegetarisk, vegansk eller pescetarisk i 2023. 9 pct. af aftensmåltiderne indeholder bælgfrugter i 2023. I 2016 gjaldt det 3 pct.
Hver femte af de 18-34-årige får bælgfrugter mindst en gang om ugen. Det gælder 5 pct. af de 65-80-årige. 64 pct. af kvinderne i storbyerne spiser kød til aftensmad og 14 pct. spiser bælgfrugter til aftensmad.
Da Madkulturen i 2019 første gang spurgte danskerne om spisevaner, var der stort set enstemmighed blandt de unge om at spise mere klimavenligt. Nu har Madkulturen stillet det samme spørgsmål igen som led i årets store undersøgelse af den danske hverdagsmad, og denne gang er svaret mindre entydigt.
Nu er det ikke længere otte ud af ti, men kun lidt over halvdelen af unge, der er indstillet på selv at spise klimavenligt. Samtidig er bekymringen for madens klimabelastning faldet, så den nu kun optager halvdelen af de unge. Også i resten af befolkningen er flere begyndt at melde pas på klimavenlig mad.
- Desværre er det ikke fordi, maden nu er blevet klimavenlig, og problemet er løst. Kun hver syvende oplever, at vi får et klimavenligt måltid til aften, og andelen af aftensmåltider med kød er helt uændret over årene, siger direktør i Madkulturen Judith Kyst.
Hun tilføjer, at efter en tid med store prisstigninger, er vi nu blevet endnu mere opmærksomme på pris, så mere end halvdelen af os næsten altid går efter de billigste varer.
- Samtidig spiller sundhed nu en rigtig stor rolle for vores madvalg. Det tror jeg hænger sammen med, at vi lever i en usikker tid, hvor vi finder tryghed i at tage os godt af os selv og familien gennem maden, siger Judith Kyst.
Fond støtter bælgfrugter
Økologisk Landsforening, Coop og Forbrugerrådet Tænk har via Fonden for Plantebaserede Fødevarer fået næsten 7,5 mio. kr. til projekter, der bl.a. skal stimulere efterspørgslen på frugt, grønt og ikke mindst bælgfrugter.
Med kampagnen ”Gør det let at spise bælgfrugter” vil Forbrugerrådet Tænk desuden sammen med Salling Group, Coop, Nemlig.com, Meny og Rema 1000 sætte fokus på børnefamilier og inspirere danskerne til at tage de første skridt på vejen mod flere bælgfrugter på tallerkenen. Projektsummen er ca. 3,6 mio. kr., der også kommer fra Fonden for Plantebaserede Fødevarer.
Meny og Meyer
Gennem de senere år har fødevareproducenten Meyers gjort sig bemærket med en lang række initiativer med ærter, linser og bønner som omdrejningspunkt: fra kogebogen ”Grønne Proteiner” til dyrkning af oprindelige ærtesorter på Lolland-Falster.
Nu lancerer Meyers et pilotprojekt i samarbejde med Dagrofas supermarkedskæde Meny, der skal få flere danskere til at spise bælgfrugter.
I begyndelsen af oktober åbnede Meyers således den første pop-up-bælgfrugtbod i Meny på Borups Allé på Frederiksberg. Boden byder på seks forskellige slags linser, ærter og ”rosiner”, der alle er økologiske og dyrket i Danmark.
- I Meny vil vi gerne tage ansvar som et supermarked, der viser danskerne vejen til nye produkter. Det kan vi ikke gøre alene, men sammen med producenter og leverandører. Vores salg af bælgfrugter er steget med 10-12 procent i år, og vi håber, at endnu flere kunder vil tage rigtig godt imod, at de nu kan købe dem i løs vægt. Måske kan det her initiativ få flere til at prøve bælgfrugterne af som et indhold i deres mad, siger Jesper Bjerring, kommerciel direktør i Meny.