Amazon – Nu kommer ulven!
”Ulven kommer! Ulven kommer!” er der blevet råbt i mange år, men nu ser det ud til, at dagene til Amazons indtog i Danmark er talte.
Rygterne har svirret længe, men nu er det sikkert, at Amazon bygger lager og organisation i Sverige, hvilket gør, at deres indtog i Danmark er nærtforestående.
Virksomheden er på den ene side utrolig skræmmende og frygtindgydende, og på den anden side kan man ikke lade være med at blive fascineret af, hvordan så stærk en vækstmotor skabes på så kort tid.
Amazon er verdens hurtigst voksende virksomhed og har siden sin grundlæggelse kunne fremvise imponerende vækstrater med en markedsværdi i dag på over 1.477 mia. dollars.
The sky is the limit ser ud til at passe på Amazons vækst, og alene i første kvartal af 2020 voksede omsætningen med 26 pct. i forhold til året før. Der er ingen tvivl om, at dem, der vil opleve den hårdeste konkurrence, når Amazon melder deres ankomst i Danmark, er de virksomheder, der kun er til stede digitalt og ikke fysisk, idet de vil konkurrere én til en med Amazon.
Ligeledes kan vi forvente at særligt brancher som legetøj og elektronik vil blive udfordret betydeligt.
Vores franske partner har igennem en længere periode monitoreret Amazons prisstrategi, og her ses det tydeligt i flere markeder, at netop disse to brancher har Amazons fokus.
Amazon er her allerede…
Man taler meget om, ”når Amazon kommer”. Men faktisk er Amazon er her allerede. Vores seneste forbrugerstudie viser, at syv ud af ti danskere kender Amazon, og hver tredje dansker har handlet på Amazon de seneste tolv måneder. Danske kunder frygter ikke Amazon, som mange virksomheder gør, men kobler derimod positive ord som ”stort udvalg”, ”hurtig levering” og ”nemt og effektivt” på kæmpen.
Over halvdelen af danskere har tillid til Amazon, og 60 pct. begrunder dette med, at de selv har handlet der og haft en god oplevelse. Dette er en af ”hemmelighederne” bag Amazon: deres ukuelige fokus på kundetilfredshed.
Amazon Prime – the killer
Når man nu alligevel taler om, at Amazon ikke er i Danmark, skyldes det, at danskerne ikke endnu har mulighed for at få gavn af alle fordelene, der ligger i Amazons helt klart skarpeste våben i kampen om kunderne; Prime-medlemskabet.
Prime er vokset eksplosivt fra 100 mio. medlemmer i 2018 til 150 mio. i 2020.
Et kig i Amazons regnskaber afslører, at medlemskabet står for klart den største indtægt i virksomheden, så Amazon skal i langt højere grad defineres som en abonnementsforretning end en retailer. For 13 dollars om måneden har medlemmerne adgang til film og serier, opbevaring af fotos, musik, bøger og magasiner, og ydermere får medlemmerne gratis fragt på næsten alle køb.
Kigger man på Holland, så har de lokale webshops, som bl.a. dagligvaregiganten Albert Heijn formået at holde føringen over Amazon indtil videre. Dette skyldes, at flere virksomheder allerede inden Amazons ankomst gjorde gratis fragt og ekstrem hurtig levering til markedsstandard og derved tog spidsen af Amazons skarpe våben.
Innovation, innovation, innovation… En af baggrundene for Amazons succes er det konstante fokus på innovation. Amazon er den virksomhed, der investerer mest i udvikling. Hele 22,6 mia. dollars blev investeret i 2019, hvilket er det dobbelte af Apple, der investerede 11,6 mia. dollars, og resultatet ses bl.a. i, at Amazon fik over 2.500 patenter i USA i 2019. Amazon tester konstant nye formater og løsninger, hvilket bl.a. drives af kulturen i virksomheden, hvor fejlslagne projekter ses som et positivt bidrag til virksomhedens evne til at flytte grænser og dermed vokse.
Hvilke modtræk er der mod Amazon?
1) Forbered dig på hurtig og gratis levering allerede nu – det bliver markedsstandard
2) Fokuser på kunden og ikke konkurrenterne – kun sådan kommer du foran
3) Specialiser dig, så du ikke konkurrerer 1 til 1 med giganten
4) Udnyt samspillet mellem det fysiske og det digitale – det kan Amazon ikke (endnu)
5) Undgå priskonkurrence på alt, men udvælg få strategiske produkter, hvor du matcher prisen
6) Skab en innovationskultur i din virksomhed. Tag chancer.
7) Vær modig!