Amazon-effekt rammer også Danmark

Forbrugere 7. nov 2019 -
This describes the image
amazon online webshop Foto: Amazon
Skrevet af: Henrik Denman

Netgiganten Amazon har ikke etableret sig i Danmark – endnu.

Mens rygterne svirrer om Amazons entré i Danmark, bør danske producenter snarest gøre sig klar til den nye virkelighed. De store online markedspladser med Amazon i spidsen er godt i gang med at ændre den måde, detailhandlen og mærkevareindustrien fungerer på.

Hos Dansk Industri sætter man for alvor fokus på de omvæltninger, de enorme elektroniske markedspladser som Amazon har. Amazon-effekten kalder DI Handel den nye virkelighed, som detailhandlere, onlinebutikker og producenter skal indrette sig på.

DI Handel arrangerede for nylig en konference om Amazon-effekten i Danmark. Mens Danmark endnu lever uden Amazons tilstedeværelse, er der masser af erfaring at lære af i Tyskland, hvor Amazon etablerede sig for 10 år siden.

Tallene for Amazon er nærmest overvældende. De fortsætter med at dominere den amerikanske e-handel og har sikret næsten 50 pct. vækst inden for e-handel. Den samme succes ses i deres internationale datterselskaber. Siden 2009 er Amazon Tyskland vokset med op til 33 pct. – årligt. Deres omsætning er firedoblet over de seneste syv år, og på 10 år har Amazon taget 50 pct. af e-handlen i Tyskland.

Effekt i Danmark

Ifølge DI Handel kan effekterne af dominansen allerede nu mærkes i danske virksomheder, der har Tyskland som et af de vigtigste eksportmarkeder.

På konferencen talte Alexander Graf, som har etableret flere techvirksomheder og fulgt udviklingen i nethandel siden starten. Han fastslog, at den øgede nethandel har gjort forbrugerne endnu mere illoyale. For moderne forbrugere, der handler på nettet, gælder generelt kun tre kriterier – pris, udvalg og tilgængelighed. Men markedspladser giver også producenterne nye muligheder. Derfor står elektroniske markedspladser som Amazon og Alibaba i Kina stærkt.

– Stærke produkter og brands har fortsat stor betydning, men det afgørende er, at forbrugerne skal finde de bestemte produkter først. Når de har fundet produktet, de ønsker, finder de frem til, hvem der sælger det. Derfor kan man sige, at hele forretningsmodellen om salg til forbrugere er vendt på hovedet, sagde Alexander Graf.

Den gamle forretningsmodel bestod af en butik eller en forhandler, der købte de varer, man troede kunderne ønskede at købe. Det gjaldt så om at skabe loyale kunder til butikken og få dem til at foretage valget der. Den model er vendt om. I dag kigger forbrugerne på nettet efter et bestemt produkt eller er varegruppe. Når forbrugeren har fundet sin vare, køber han den hos den relevante butik.

– Den form for salg er som skabt til elektroniske markedspladser som Amazon. Her sætter producenter deres varer til salg, og de produkter, der får succes, er de varer med størst salg. De er øverst på side 1 på Amazon. Havner man på side 2, er slaget tabt, forklarede Alexander Graf.

Krav til producenter

Den nye verdensorden i international nethandel stiller nye krav til producenterne. De skal bl.a. afgøre, om de vil stå for onlinesalget selv, om de vil køre via forhandlere eller om f.eks. Amazon giver dem de bedste salgsmuligheder.

Adrian Butula fra den tyske industrikoncern Dräger sagde, at Amazon ikke må blive producentens eneste online salgskanal. Men Amazon er en god måde at få indsigt og erfaring i onlinesalg. Den samme erfaring havde Nils Zündorf fra Factor-a.

– Gå på Amazon med få produkter og få nogle erfaringer. Amazon fornyer indkøbsoplevelsen, og man kan øge markedsføringen på Amazon og skabt øget opmærksomhed omkring ens produkter, sagde han.

Foreløbig har Amazon i Tyskland haft største indflydelse på salget af udvalgsvarer og industriprodukter. Påvirkningen på dagligvaresektoren er endnu ikke stor.

Virksomheden Dept med en stor afdeling i bl.a. Danmark vurderer dog, at Amazon og andre elektroniske markedspladser i fremtiden vil påvirke markedsføringen og salget af langt flere fødevarer, særligt langtidsholdbare og højt profilerede produkter.

Opdateret 10. nov 2020