Manglende hænder hæmmer trængte restauranter

Foodservice 30. jul 2021 -
This describes the image
Foto: Colourbox
  • Fire ud af ti hoteller og restauranter har takket nej til ordrer, fordi de mangler arbejdskraft. Især tjenere har været en mangelvare efter genåbningen 

Skrevet af: Søren Tougaard

Der er akut mangel på arbejdskraft i hotel- og restaurationsbranchen, og det har store konsekvenser for de i forvejen trængte erhverv. 

En ny undersøgelse, som erhvervsorganisationen Horesta har gennemført blandt medlemsvirksomhederne, viser, at fire ud af ti (41 pct.) har måttet takke nej til ordrer, mens mere end hver tredje virksomhed har justeret på serviceniveauet og hver fjerde kører med reduceret åbningstid. 

Samtidig har de i forvejen pressede ejere måtte skrue op for arbejdstiden, fordi virksomhederne har svært ved at rekruttere tilstrækkeligt med arbejdskraft.

På tværs af hotel- og restaurantvirksomhederne i undersøgelsen svarer 61 pct., at rekruttering af tjenere og serveringspersonale udgør en meget stor eller stor udfordring. For kokke er samme tal 56 pct.

Blot henholdsvis 4 og 3 pct. oplever ikke rekruttering af tjenere og kokke som en udfordring i øjeblikket, viser undersøgelsen.

- Det skal ikke være manglen på hænder, der sætter begrænsningerne. Vi skulle gerne få endnu mere travlt, i takt med, at coronarestriktionerne udfases yderligere, så det er ikke bare et hul, der skal lukkes. Der skal forhåbentlig også bygges mere på, siger Kristian Nørgaard, politisk chefkonsulent i Horesta.

Udfordringen med mangel på arbejdskraft er størst blandt overnatningsvirksomheder udenfor hovedstaden, hvor to ud af tre svarer, at rekruttering af tjenere er en ”stor” eller ”meget stor” udfordring.

    

Opdateret 30. jul 2021

Vil du vide mere?