Hårdt år for skandinavisk leverandør af måltidskasser
-
Svenske LMK Group, der bl.a. ejer RetNemt, fik underskud i 2022
LMK Group, der er Nordens førende virksomhed inden for måltidskasser og i Danmark ejer RetNemt, kom ud af 2022 med både et stort fald i omsætningen og underskud.
Omsætningen i den svenske koncern LMK Group fra ca. 1,4 mia. skr. i 2021 til 1,1 mia. skr. sidste år. Det fremgår af det netop offentliggjorte årsregnskab.
Resultat før skat blev et minus på ca. 155 mio. skr. mod et overskud i 2021 på 27 mio. kr.
Koncernens CEO Walker Kinman skriver i beretningen, at markedet for måltidskasser sidste år blev sat under pres af flere årsager. Markedet for måltidskasser voksede under coronakrisen, men efterfølgende har mange forbrugere valgt at bruge flere penge på udespisning og på rejser. Krigen i Ukraine og inflationen har også påvirket markedet negativt.
"Under de nye markedsforhold har vi set på koncernens finansielle mål og konkluderet, at det vigtigste mål er at sikre en profitabel vækst. På kortere sigt er målet at stabilisere indtægterne i 2023 og desuden at skabe en stabil årlig vækst i omsætningen. Vi ønsker at virksomheden skal være profitabel og selvfinansierende," skriver Walker Kinman om virksomhedens målsætning.
Koncernen driver måltidskasseselskaber på det skandinaviske marked og står herhjemme bag RetNemt, der har hovedkontor i Helsingør.
RetNemt blev grundlagt i 2006 af Klaus Toft og Bjarne Marell.
Regnskabet for RetNemt er ikke offentliggjort endnu. Årets resultat blev i 2021 et minus på 1,4 mio. kr. mod et over-skud på knap 4 mio. kr. i 2020.