I modsætning til de fleste andre, der har kommenteret den tidligere Enhedslisten-politiker Pernille Skippers kandidatur til formandsposten i Coop amba, forstår jeg godt både Coop og Pernille Skipper. Men det er og bliver et sats – sådan er der jo også så meget andet i dansk dagligvarehandel, f.eks. 365 Discount.

Pernille Skipper kan blive en kæmpe succes for Coop, hvis der er aftalt en klokkeklar arbejdsdeling og politisk ramme for hende som ny bestyrelsesformand for Coop amba set i forhold til den nye bestyrelsesformand for Coop Danmark A/S, Jeff Gravenhorst, og Coops adm. direktør Kræn Østergård Nielsen.

Og hun kan blive en kæmpe fiasko, hvis der opstår tvivl om, hvem der bestemmer og udtaler sig om hvad. Her ligger kimen til en måske langt mere ødelæggende strid for Coop end den, som den mangeårige og nu afgående formand for både amba og A/S, Lasse Bolander, har haft med skiftende direktører.

Det optimale forhold mellem ejere, bestyrelse og direktion er til evig diskussion i hele erhvervslivet. Og det har aldrig været, er og bliver formentlig heller ikke lettere med den sindrige konstruktion, som ledelsen af Coop er – ja, som også hele Coop er med på den ene side en kapitalkæde som 365 Discount og på den anden side selvstændige brugsforeninger.

Kan Pernille Skipper forene holdninger og handlinger i de ulige størrelser, kan hun formentlig også skabe fred i Mellemøsten – eller sagt mindre spøgefuldt: Så beviser hun, hvad man også kan lære på Christiansborg, nemlig at skabe resultater i kraft af evne og vilje til kompromis.

Coops ophav – Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger – har tidligere haft ”politiske” formænd, f.eks. den radikale Ebbe Lundgaard, der forinden havde været højskoleforstander og kulturminister. Det var ingen succes, men det har det vel efterfølgende heller ikke været med et professionelt bestyrelsesmedlem som Lasse Bolander for begge bordender, altså både i amba og A/S.

Derfor er spørgsmålet naturligvis, om det skyldes de skiftende formænd og endnu flere direktører, at Coops resultater er mere end diskutable, eller om konstruktionen er født problematisk, uregerlig og uden de ledelsesmæssige redskaber til at vinde konkurrencekraft i den rå verden, som dagligvarehandlen er?

Pernille Skipper har til Berlingske meget klart sagt, at ”det er Jeff Gravenhorsts opgave at sørge for, at udviklingen bliver vendt”. Så ved han det!

Om sin egen rolle har hun sagt, at ”foreningen Coop skal blive en stærkere samfundsstemme”, og at hun ”forhåbentlig kan være med til at styrke fortællingen om, hvor vigtig Coop er i et lokalområde”. Men hvad betyder det i praksis?

Vil Coop f.eks. som led i samfundsansvar droppe salget af tobak og alkohol eller kun sælge økologiske og nøglehulsmærkede produkter? Hvad siger de to formænd og Kræn Østergaard Nielsen til det? Også på længere sigt… Og hvem bestemmer, om en nødlidende lokalbrugs skal lukke? Samfundsstemmen eller den kommercielle direktør?

Hvis det har været interessant – til tider skræmmende – at følge udviklingen i Coop i efterhånden mange år, bliver det ikke mindre interessant de kommende år. Tværtimod!

Og det skriver jeg alt sammen med følgende baggrund: Både min far og farfar var brugsuddelere og jeg flaskedreng – og alligevel endte jeg senere med at være adm. direktør for De Samvirkende Købmænd i 27 år. Midtvejs var jeg som Pernille Skipper politisk aktiv og kommentator – bare i omvendt rækkefølge. Så jeg har i den grad respekt for, hvad man kan lære i og af den politiske verden i form af politisk tæft, holdningsdannelse, kompromisets kunst, formidling og mere til.

Kun fremtiden kan vise, om det er nok i forhold til udfordringerne i Coop.