Som DSK-direktør i 27 år savnede jeg aldrig ved middagsselskaber et samtaleemne med mine borddamer… ”

Hvad laver du så”, spurgte de, og når jeg svarede, at jeg var direktør for købmændenes brancheorganisation, kom prompte en række fordomme og lovprisninger til udtryk – og spørgsmål, som også jeg har svært ved at give svar på.

Fordommene kom til udtryk i udsagn som; ”Købmænd, dem kan der da ikke være mange tilbage af”.

Lovprisningerne – som der heldigvis var flere af (sikkert for at bevare den gode stemning under middagen) – gik oftest på melodien, at min købmand arbejder altid, min købmand yder en fantastisk service, og min købmand har byens bedste slagter.

Og så spørgsmålet, som jeg altid har haft svært ved at give svar på: ”Kan du forklare mig, hvorfor jeg en uge skal betale måske 35 kr. for en pakke smør, den efterfølgende uge 5 kr. og ugen efter 25 kr.?”

Herefter fulgte tit min alenlange redegørelse for konkurrence-situationen, kampagnevarer – lig med lokkevarer – mærkevarer versus private label-varer, supermarkedernes prisprofil kontra discountbutikkernes osv. osv. Ofte krydret lidt med konkurencelovgivning og markedsføringsregler, forbrugerombudsmandens rolle, Forbrugerrådet Tænks analyser, mediernes prisundersøgelser osv. osv.

Salg under indkøbspris

”Men”, lød det opfølgende spørgsmål typisk til mig, ”vil det sige, at købmanden ofte sælger varen til under indkøbspris? Det kan da ikke være en god forretning…” Ofte med tilføjelsen: ”Det tror jeg simpelthen ikke på”.

Hvortil jeg måtte svare, at jeg faktisk går ind for den lovgivning, som man har i mange lande syd for den dansk-tyske grænse, hvorefter man i detailhandlen ikke må sælge varerne under indkøbspris, fordi det i længden bliver en overlevelseskamp på kapital og dermed kan føre til monopollignende tilstande.

Synspunktet – som formentlig ingen gang på jord har, for hvad er den reelle indkøbspris på en vare i dag, hvis der skal tages højde for markedsføringstilskud m.m.? – vakte normalt stor sympati. Hvorefter borddamen så ofte lovpriste prisgarantier på varer, som slet ikke kan købes andre steder, udvalgsvarehandlens 50%-prisnedslag på Black Friday og andre markedsføringsinitiativer af tvivlsom karakter.

Som DSK-direktør ville jeg kunne være blevet beskyldt for forsøg på ”samordnet praksis” og dermed overtrædelse af konkurrencelovgivningen, men som privatperson må det nu være mig tilladt at skrive, at jeg i den grad forstår mine borddamers forundring over prisdannelsen, og at ”lokkevarer” som smør til en femmer er en uskik.

Elevatorpriser

De såkaldte ”elevatorpriser” er frustrerende for mange kunder – medmindre man er noget nær en ”prepper” – og for mange forretningsdrivende, der ser salget kæntre til fordel for kampagnevarer på bekostning af kvalitet, sortiment og service. Elevatorpriserne har samtidig den, efter min mening, helt og aldeles skadelige effekt for producenterne, leverandørerne i øvrigt, detailhandlen, klima og miljø, at de underminerer kundernes opfattelse af varens værdi.

For nu igen at tage smørret som eksempel, er det en devaluering af alt fra koen over landmanden, chaufføren, mejeristen, emballageproducenten, en ny chauffør, grossisten, købmanden, kassemedarbejderen og hvem, der ellers er indblandet i værdikæden fra jord til bord – når 200 gram smør sælges for 5 kr. Træk momsen fra, og det bliver – isoleret set - en endnu større underskudsforretning for alle.

Det lever mange mere eller mindre godt med. Indtil landmanden eller købmanden giver op. Kunderne nyder lokkevarerne hver femte uger – og skælder ud på detailhandlen og producenterne de mellemliggende fire uger, hvor de så i øvrigt begrænser indkøbet frem til næste gang, den pågældende vare er på tilbud. Alt i alt en – diplomatisk udtrykt – mærkværdig trafik.

Spørgsmålet er sådan set kun, hvordan vi kommer ud af denne trafik… Også det skylder jeg mine borddamer svar på. John Wagner, bestyrelsesmedlem og politisk kommentator