Der var engang, da man kunne kende en god slagter på, at hans baglomme bugnede af en meget tyk tegnebog, og vi er mange, der har beundret synet af de utroligt mange sedler, der kom til syne, når han tog den frem.

Sådan er det ikke mere. Nu er også slagteren gået over til dankort eller kreditkort eller andre elektroniske betalingsmidler, og det kan måske hænge sammen med, at hans kunder er det samme, og at der følgelig ikke kommer så mange sedler i kassen, som der gjorde før.

Faktisk er denne udvikling gået så stærkt, at lovgivningen er begyndt at halte bagefter. Det gælder nærmere bestemt ”Lov om betalinger”, som i § 81 befaler, at ”en betalingsmodtager er forpligtet til at modtage betaling med kontanter i tidsrummet fra kl. 06.00 til kl. 22.00, hvis denne modtager betalingsinstrumenter omfattet af denne lov.”

”Betalingsinstrumenter” er vist det, som de fleste af os kalder penge, og dem skal man altså kunne give tilbage på i kontanter inden for det angivne tidsrum. Det kræver byttepenge, og dem kunne man tidligere hente i banken ved for eksempel at veksle sedler til mønter, men heller ikke banker er, hvad de har været. De ligger for eksempel ikke inde med penge på samme måde, som de gjorde før.

Nu kan man bestille, men det koster penge, så hvis man eksempelvis vil hæve eller veksle 10.000 kr. i mønter, koster det 800 kr. i gebyr. Så er 10.000 kr. altså kun 9.200 kr. værd.

Personlig savner jeg ikke de tider, da man ustandselig skulle i banken for at hæve penge, bl.a. for at bære dem hen på posthuset, hvor man stod i en lang kø for at betale regninger med girokort. Nu har jeg meget sjældent kontanter på mig og kan sådan set nøjes med min mobiltelefon, som både kan klare kortbetalinger og MobilePay, og det er uhyre sjældent, at jeg møder nogen, som ikke kan modtage nogen af delene.

Til gengæld har jeg fået et livsafhængigt forhold til telefonen, uden hvilken der er meget lidt, jeg kan foretage mig. At miste sin telefon er som at miste sig selv, for så har man ikke MitID, og så kan man hverken komme i banken eller nogen steder hen, hvor man har sin identitet.

Der er ikke mange andre lande, hvor tilværelsen er lige så elektronisk, som den er i Danmark. Faktisk er vi et af de mest digitaliserede lande i verden, hvor kun Finland gør os rangen stridig. Denne flotte placering er resultatet af en udvikling, der har skabt et helt andet samfund end det, som vi kendte for årtier siden, og som blandt meget andet har gjort pengesedler og mønter til et sjældent syn i butikkerne.

Nu er de mange steder kun til besvær – og som nævnt har de nu endda også udviklet sig til en udgift. Det kunne lovgiverne passende forholde sig til, blandt andet ved at stille sig selv og hinanden det spørgsmål, om der er nogle og i givet fald hvor mange, der vil blive afskåret fra at foretage de indkøb, som de ønsker at foretage, hvis man gør det frivilligt for butikkerne at tage imod kontanter.

Det rigtige svar er formentlig, at det vil være forsvindende få. Og så kan de samtidig spørge, hvorfor det så stadig er et krav, at butikkerne skal ligge inde med rede penge, hvor svaret så nok vil være, at det er, fordi er et rimeligt krav at stille af hensyn til dem, som ellers ville blive afskåret fra at foretage de ønskede indkøb.

En af grundene til, at kontanter er blevet et sjældent fænomen i Danmark, er det særlige danske fænomen, der hedder dankortet. Nu er det presset af bankernes lyst til at tjene penge på andre kort – på butikkernes bekostning. Her kunne politikerne til gengæld med fordel sætte fødderne ned en fremtidssikring af dankortet – og gerne på bekostning af kontanterne.