Dagligvarehandlen mener: Julen varer længe – koster mange penge
-
At kalde den nuværende priskrig på smør og flæskesteg ”fornærmende”, og at alle supermarkedskæder appellerer til laveste fællesnævner, er udtryk for, at Mogens Bjerre skal på jagt efter det gode julehumør, skriver adm. direktør Christian Skipper i dette indlæg.
Lige siden Peter Faber skrev Højt fra træets grønne top i 1847 har det været en kendt sag, at julen var en dyr årstid. At købe ind til julesul har ofte sat husstandenes økonomi under pres.
Det øgede forbrug, som samfundet oplever i december, har altid ført til priskonkurrencer og ”skarpe tilbud” fra dagligvarebutikkerne. Det er et udtryk for sund konkurrence, at aktørerne sænker priserne, for at tiltrække kundernes gunst.
Sidste år måtte danskerne se i øjnene, at priserne i butikkerne steg – og siden da har diskussionen bølget højt: Hvem skummer fløden – eller flæsket om man vil i disse juledage?
Er det producenterne? Eller er det dagligvarekoncernerne? Beskyldningerne har fløjet henover forhandlingsbordene, og gør det stadig.
Dagbladet BT har ført an med en skarp pen, og publicerer ofte artikler med pristjek og information om, hvor man kan købe varene billigst. Det er god forbrugerjournalistik, som er medvirkende til at holde aktørerne skarpe.
For sandheden er, at de danske forbrugere er særdeles prisbevidste – og vi ved alle, at pris er en faktor der er særdeles vigtig, når kunderne skal vælge om det skal være den gule, grønne, blå eller røde butik, de handler i.
På dagens bt.dk kan vi læse en svada rettet mod dagligvarebutikkerne. Svadaen kommer fra lektor på CBS og detailhandelsekspert Mogens Bjerre, som ifølge artiklen sidder med en grim smag i munden.
Om det er snapsen fra en julefrokost, for megen gløgg eller blot en nisse, der har drillet den gode lektor, vides ikke – men at kalde den nuværende priskrig på smør og flæskesteg ”fornærmende”, og at alle supermarkedskæder appellerer til laveste fællesnævner, må være et udtryk for, at Mogens Bjerre skal på jagt efter det gode julehumør.
På Dagligvarehandlen.dk oplever vi hver dag, hvordan kæderne positionerer sig overfor kunderne ved hjælp af sociale tiltag, miljømæssige tiltag, klimatiltag, dyrevelfærdstiltag, arbejdsmiljøtiltag osv.
Der er mange gode eksempler på. at branchen gør aktive tiltag for at differentiere sig. Tiltag, der skal øge kundernes loyalitet.
På et marked, der kun kan karakteriseres som værende med fuld konkurrence, vil det være unaturligt, hvis ikke også prisen bliver en faktor, som kunderne får mulighed for at vurdere.
Vi håber, Mogens Bjerre genfinder sit gode humør inden jul og ønsker alle i branchen en god julehandel – også med smør til 7 kr.!