Er Fødevarestyrelsen i virkeligheden banditter?

Debat og Kommentar 2. aug 2023 -
This describes the image
Foto: Flemming Effersøe
  • Af stifter og direktør Rasmus Erichsen, Stop Spild Lokalt Danmark

Skrevet af: Ekstern skribent

Fødevarestyrelsen er ofte kendt som dem, man ikke har lyst til, kommer på besøg. Nu har de besluttet sig for, at de i de kommende 3 måneder vil lave razzia mod madspildsorganisationer. Men hvorfor skal de tjekke op på fødevaresikkerheden hos organisationer, som deler mad ud, der normalt var blevet kasseret, hvis ikke det var for dem?

Vi i Stop Spild Lokalt har efter 7 års arbejde store erfaringer med Fødevarestyrelsen. Vi er en del af smileyordningen, som alle fødevarevirksomheder skal være. Det betyder derfor, at vi fra start af, har fået besøg af Fødevarestyrelsen med jævne mellemrum i alle vores, nu 30 lokalafdelinger. 

Er vi stødt på udfordringer undervejs? Ork ja. Det er sådan, at man den dag i dag, som madspildsorganisation bliver registreret som en detailforretning og har samme regler at følge, som f.eks. Kvickly eller Bilka. Derudover har der ofte været plads til for meget fortolkning i fødevarelovgivningen, når en lokal kontrollant skal tjekke op på en organisation, der ikke helt passer ind i de kasser, som de er blevet placeret i. 

Nogle steder må vi gerne hente varer i en trailer. Andre steder må vi ikke. Nogle steder er en bestemt lofttype okay. Andre steder er den ikke. Og listen er lang… Er det fair? Gør det Fødevarestyrelsen til banditter?

Det synes vi nødvendigvis ikke. Vi har de sidste 4 år arbejdet for, at vi kan få fælles spilleregler indenfor madspildsbranchen. Vi er også en del af One/Third og Fødevareministeriets Task Force mod madspild. Forandringer skal nemlig komme indefra, hvis de skal rodfæste sig. 

Vi er derfor ellevilde og lykkelige over, at Fødevarestyrelsen nu har lavet en kontrolkampagne målrettet madspildsorganisationer. Det giver dem en unik mulighed for at have et større fokus på, at finde Best practice og vejlede de forskellige organisationer, der er i Danmark. 

Vi tror på, at jo nemmere det er at arbejde med Fødevarelovgivningen, uden at gå på kompromis med fødevaresikkerheden, jo flere madspildsinitiativer vil der komme – og der skal komme flere, for ellers når vi aldrig 2030-målene. 

Vi i Stop Spild Lokalt går ind for et stærkt og åbent samarbejde. Vi vil gerne hjælpe Fødevarestyrelsen med at tegne banen op og kigge på spillereglerne. For os er de derfor ikke banditter. De vil faktisk gøre en forskel. Lovgivningen trænger måske bare til en opdatering.

Opdateret 3. aug 2023