Det burde ikke være nødvendigt at hæve advarselsflaget over for en stor virksomhed, som har haft 157 år til at konsolidere sig og udvikle stærke vinderkoncepter.

Det burde ikke være nødvendigt at løfte fingeren overfor en stor ejendomsbesidder, som har haft ekstrem økonomisk glæde af mange års inflation og utrolige prisstigninger på fast ejendom.

Det burde ikke være nødvendigt at indskærpe leverandørerne om påpasselighed, agtpågivenhed og forsigtighed.

Ikke desto mindre står Coop et forfærdeligt sted med kæmpeøkonomiske driftsunderskud sidste år, indeværende år, kommende år og de efterfølgende år. Coop står et sted, hvor alle koncepterne - Kvickly, SuperBrugsen, Fakta, Irma og Dagli'Brugsen - smides på møddingen, og hvor man sætter sin lid til nye, utestede og uprøvede koncepter - Coop, Coop365 og Brugsen.

Coop er et sted, hvor man af nød har solgt næsten hele ejendomsporteføljen af butiksejendomme, logistikejendomme og administrationsejendomme. Coop er et sted, hvor man har pantsat øvrige aktiver til bankerne for at opnå en kassekreditfacilitet på 1,8 mia. kr. og realkreditlån på 2,3 mia. kr. Det hele holdes sammen af planen om ”Fremtidens Coop”, hvor man har planer om at forbruge 4 mia. kr. på tiltag og projekter, som samlet næppe vil være lønsomme.

Den interesserede læser vil være bekendt med, at Coop aldrig har leveret på deres planer, og at der er en verden til forskel på Coops ”powerpointsplaner” og ”realiserede/gennemførte planer”.

Coop formår sjældent at implementere planer og endnu sjældnere at gennemføre dem med den ønskede effekt. Derfor har kernedelen - detailhandel i ”de røde brugskæder” - af Coop ikke tjent penge i mere end 20 år.

Sidste år gik ad helvede til i Coop. I år bliver resultatet næppe meget bedre. Blandt ledere i de øverste niveauer i Coop signaleres rådvildhed. Det ugentlige driftstab i forhold til et stort underskudsbudget er på bundlinjen mange mio kr.  

Mine kilder langt inde i Coop taler på apati og elendige processer vedr. organisationsændringer, afskedigelser og kommunikation til de berørte.

Jeg hører om dygtige medarbejdere, som er på randen til at give op. Jeg hører om medarbejdere, som pudser deres CV af. Jeg hører om medarbejdere, som er på vej ind i en aktiv søgeproces. Det er alarmerende krisetegn ikke mindst i en stor koncern, hvor en lang sommerperiode næppe vil hjælpe til at skaffe mere ro og tro.

Det her ender galt. Og derfor rejser det to afgørende spørgsmål.

Spørgsmål 1: Hvordan kan leverandørerne sikre sig bedst muligt?

Og spørgsmål 2: Hvilket ansvar har bankerne for at medvirke til at føre Coop derhen, hvor de kommer til at gå planken ud?

Lad mig starte med rådgivning til leverandørerne, som per ultimo 2022 havde for over 4,7 mia. kr. til gode hos Coop. Disse mange penge er ikke sikrede i modsætning til bankernes tilgodehavender, som er inddækket gennem pant- og sikkerhedsstillelse.

Det mest hensigtsmæssige råd ville være at bede Coops bankforbindelser om generelt at dække for potentielle tab i Coop-koncernen. Hvis bankerne troede på Coops ledelse og strategi ville dette jo blot være en formalitet. Det ville med andre ord være naturligt, hvis bankerne påtog sig denne forpligtelse, men jeg er desværre ikke overbevist om, at bankerne vil løbe denne risiko.

Derfor følgende fire råd til leverandørerne:

Råd nummer 1 består selvfølgelig i at indrette sig således, at man ikke går konkurs, hvis man mister sit tilgodehavende eller samhandlen med Coop. Denne tilstand giver friheden til at kunne træffe sine egne beslutninger uden at være afhængig af Coop.

Råd nummer 2 består i at insistere på at handle direkte med Coop365 discount A/S cvr. nr. 11517498, som er et selvstændigt juridisk datterselskab under Coop A/S. Årsagen til at Coop har bevaret denne struktur består i, at Coop365 discount A/S har indgået billigere overenskomster end Coop. Det er en fordel for leverandørerne at have et direkte økonomisk mellemværende med Coop365 discount A/S, idet leverandørerne i en betalingsstandsningssituation eller i en konkurssituation vil være bedre stillet med hensyn til at inddrive sit tilgodehavende.

Coop365-kæden er i mine øjne det eneste sted i hele Coop-koncernen, hvor der – sandsynligvis – er mulighed for at opnå en bankgaranti, idet Coop365-kæden sandsynligvis kan sælges til en højere pris end den bogførte og den værdi, som bankerne har taget pant i.

Derfor er der i forbindelse med et frasalg eller en konkurs en mulighed for at sikre en del af tilgodehavendet i den merpris, som en udenlandsk kæde sandsynligvis vil byde på Coop365-kæden.

Råd nummer 3 består i at bede brugsforeningerne stille en bankgaranti for den samhandel, som teknisk sker igennem Coop-koncernens logistikterminaler. Brugsforeningerne er samlet set nogenlunde solide og det bør være muligt at sikre en del af sit tilgodehavende i form af bankgarantier.

Mange brugsforeninger har endvidere stillet en sikkerhed til Coop. Det er relevant at transportere denne videre til leverandørerne.

Råd nummer 4 går ud på at reducere eksponeringen i forhold til den del af samhandlen, som sker til Coop A/S. Det er selvfølgelig relevant at se på samhandlens profitabilitet i forhold til risikoprofilen i samhandlen.

Ved at implementere disse lidt defensive forholdsregler vil leverandørerne kunne sikre en del af sit samlede tilgodehavende.

Med hensyn til spørgsmål 2 og bankernes rolle vil jeg indledningsvis konstatere, at Coop i forhold til varedistributionen i Udkantsdanmark må betragtes som ”en systemisk virksomhed”, ligesom de største banker er for store til at gå konkurs.

Det systemiske handler om, at distributionen vil tage skade og landet vil blive fattigere, hvis Coop ikke kan opretholde det fintmaskede butiksnet i Udkantsdanmark.

Fra adskillige sider sættes mange kræfter ind på at bevare de lokale miljøer, og hvis ikke Coops butikker findes, vil denne funktion tage varig skade. Jeg er ikke bekymret i relation til Coops øvrige butiksnet, idet overkapaciteten af dagligvarebutikker vil betyde, at der stadig er adgang til et butiksudvalg i stationsbyer, provinsbyer og i de største byer.

De fleste af de jeg kender, som har indsigt i dagligvarehandlen i Danmark, undrer sig over Coops lyst til at bruge 4 mia. kr. på det risikable ”Fremtidens Coop” projekt. Og vi undrer os også over, at bankerne har lyst til at godkende en så ekstremt satsning.

Har bankerne vurderet dagligvarebranchens udvikling, konkurrenceforholdene og de øvrige aktører? Har bankerne vurderet Coops evne til – ikke – at tjene penge? Har bankerne ladet sig rådgive af personer med kompetence og indsigt i dagligvarehandlen? Eller har bankerne især beskuet situationen med udgangspunkt i risikoen for selv at miste sit tilgodehavende? Har bankerne i virkeligheden accepteret Coops planer, hvis de selv fik adgang til de ønskede sikkerhedsstillelser, som vil kunne friholde bankerne for tab?

Jeg tror, at bankerne har stillet sig tilfredse med de opnåede sikkerhedsstillelser. Men er det ok? Bør der ikke være et større samfundsansvar forbundet med bankerne ageren? Bør bankerne ikke sikre sig, at landets tarv varetages bedst muligt? Det juridiske svar er selvfølgelig; nej.

Bankerne er private virksomheder, som skal lave et fornuftigt resultat til sine aktionærer. Men er der ikke et samfundsansvar? Skal vi ikke kunne forlange af vore banker, at de mindst undlader at arbejde imod højtprioriterede samfundshensyn om bevarelse af aktiviteter i Udkantsområderne?

Afslutningsvis vil jeg selvfølgelig gerne selv nævne, at det billede jeg tegner af Coop, er meget mørkt og negativt. Det skyldes, at jeg har uendelig svært ved at identificere lyspunkter, fordi jeg kender Coops reaktionsmønster og deres manglende villighed til at tage fat, hvor det gør ondt.

Altså den manglende villighed til at tage fat på det alt for store hovedkontor og på den ineffektive centrale styring af virksomheden. Derfor tror jeg, at ledelsen lader Coop gå planken ud. Hvem kan stoppe dem i det?