Tidligere Netto-topchef gør comeback i Dagrofa

Dagrofa 10. apr 2018 -
This describes the image
Tidligere Netto-direktør Claus Juel Jensen skal genrejse Defco Foto: Mikael Hjuler

Udskiftningerne i toppen af det Dagrofa-ejede selskab FoodService Danmark fortsætter. Nu er det adm. direktør gennem godt et år, Chr. J. Storringgaard, der må sige farvel.

Baggrunden er, at FoodService Danmark ikke har leveret som forventet.

- På trods af en fremgang i omsætningen har indtjeningen dog ikke haft samme gode takter, og derfor har vi efter aftale med Christian valgt at stoppe samarbejdet, begrunder Dagrofas bestyrelsesformand og midlertidige koncernchef, Jesper Lok, afskeden.

Over for Dansk Handelsblad uddyber han:

- Vores regnskab kommer ud i maj. Omsætningen vokser, og FoodService Danmark tjener penge. Vi synes dog ikke, at vi med den medvind, der er i det marked, får nok ud af det potentiale, der er. Derfor tager vi det skridt, så vi kan få forløst det, siger Lok.

Storringgaard bliver i første omgang afløst på posten af Claus Juel-Jensen, som er særdeles velkendt af Dansk Handelsblads læsere for sine 12 år som direktør i Netto International frem til sidste år.

- Claus tiltræder som midlertidig direktør, mens vi søger den ny chef for FoodService Danmark. Claus kommer med god ballast herunder kendskab til fødevarebranchen og logistik. Vi glæder os over, at have Claus ved rorpinden de kommende måneder, mens vi finder ny chef, siger Jesper Lok.

Der er kun to måneder siden, at Dagrofa sagde farvel til økonomidirektøren i sin foodservice-virksomhed, Niels Peter Habekost, lige som afskeden med koncernchef Per Thaus havde rod i uenighed i forhold til samme virksomhed.

Opdateret 10. nov 2020