Tidligere Netto-chef bliver formand for Emmerys
Den underskudsgivende økologiske bagerkæde Emmerys skal have ny formand efter Hans Henrik Preisler.
Valget er faldet på den tidligere adm. direktør for Netto International Claus Juel-Jensen, der pt. er konstitueret adm. direktør i Dagrofa-virksomheden Foodservice Danmark.
Claus Juel-Jensen fortæller til Fødevarewatch, at han vil indtage en meget aktiv rolle som arbejdende bestyrelsesformand, når han indtræder som bestyrelsesformand i bagerkæden.
Bagerkæde med underskud
- Det er en superspændende virksomhed, og jeg mener godt, at Emmerys kan gøre det bedre end i dag. Det har været mit opdrag til bestyrelsen, og det er derfor, jeg er blevet valgt som kommende formand, siger Claus Juel-Jensen til Fødevarewatch.
Det sker dog først, når han er fri af sit nuværende job som konstitueret direktør i Foodservice Danmark.
Den kommende adm. direktør for Foodservice Danmark ventes tidligst annonceret, når Dagrofas nyudpegede topchef Tomas Pietrangeli tiltræder sit job til august.
Udover ny formand har Emmerys også fået ny adm. direktør efter Kim Trier Meyer, som kun var direktør for kæden i knap halvandet år.
Det bliver den tidligere finansdirektør i Emmerys, Shahriar Bakhshpour, som tager skridtet op i virksomheden.
Shahriar Bakhshpour har tidligere arbejdet under Claus Juel-Jensens ledelse i Netto International, hvor han var finansdirektør i mere end fire år frem til 2018.
I det seneste offentliggjorte regnskab for 2016/17 havde bagerkæden et underskud på 10 mio. kr.