Supermarkedskæde åbner mindst otte butikker inden 2020
Mindst otte nye butikker med Menys logo vil se dagens lys inden udgangen af 2019, lyder det fra kædedirektør gennem det seneste år, Kenneth Pedersen. Og det er dobbelt så mange, som Meny har åbent de seneste 18 måneder.
- Vi har allerede nu otte butikker i pipeline, som skal åbne inden udgangen af 2019, og det hænger fint sammen med vores vækststrategi. Vi har store forventninger til de butikker, vi har planlagt, men ekspansion er ikke det vigtigste for os. Det er organisk vækst - vækst i både omsætning og indtjening i de eksisterende butikker, siger Kenneth Pedersen.
Ikke alle nye placeringer er endnu officielle, men der kommer nye Meny-butikker i Skanderborg, Løkken, Viborg, Aalborg, Fredericia og på Nordhavn i København. En af de nye butikker vil blive åbnet af en selvstændig købmand, mens Dagrofa vil stå bag de resterende.
Udover de fire nye butikker, som kæden åbnede i år og i 2016, er Meny i Fensmark kommet til fra Coop. I samme periode har kæden dog mistet tre ikke rentable butikker, og Meny i Silkeborg er planlagt lukket.
Det betyder, at Meny dags dato har i alt 119 butikker – heraf er hver tredje enten helt eller delvist ejet af Dagrofa. Blandt de planlagte butikker er en ejet af en selvstændig købmand, mens resten er ejet af Dagrofa.
Kenneth Pedersen udelukker ikke flere butikslukninger – eller at butikker vil blive konverteret til Spar-kæden.