Supermarkeder råber forgæves efter kvalificeret arbejdskraft
Dagligvarehandlen mangler nu faglært arbejdskraft i sådan en grad, at det kan hæmme udviklingen i branchen.
Antallet af ansatte i dagligvarebranchen er ifølge et specialtræk, som Danmarks Statistik har foretaget for Dansk Handelsblad, det højeste i 10 år.
Men paradoksalt nok er beskæftigelsen i branchen nu lavere end på noget tidspunkt før i den samme periode, når det bliver omregnet til fuldtidsansatte.
Da lukkeloven forsvandt i 2012, satte det gang i en lavine af forøgelser af butikkernes åbningstider, som ikke mindst blev klaret via mange flere unge på deltid. Men skoleelever eller studerende kan ikke dække behovet for faglært arbejdskraft i produktionsafdelinger eller i specialafdelinger som frugt og grønt.
Blandt de koncerner, der forgæves søger folk til bl.a. slagter- og delikatesseafdelingerne, er Dagrofa, der lancerede begrebet madarbejdere, da Meny rykkede ind på det danske marked i 2015.
Kan hæmme væksten
Meny åbner fortsat nye butikker, og Ditlev Piper, direktør for HR, Kommunikation og CSR i Dagrofa, oplever, at koncernen må reducere kravene til en opslået stilling - eller til de opgaver, der skal løses.
Det kan i yderste konsekvens stoppe nye initiativer.
- Vi kan også kigge på alternative uddannelser for at se, om der er andre kategorier, der kan bestride stillingen, siger Ditlev Piper.
Når det drejer sig om almene salgsassistentstillinger får Dagrofas butikker nok kvalificerede ansøgninger.
- Men på specialistområder som frugt og grønt, er der færre, der har de kompetencer vi ønsker, siger han.
Dansk Erhverv mener, at arbejdskraftmanglen kan hæmme væksten i dagligvarehandlen.
- I nogle tilfælde vil en virksomhed være nødt til at skære ned på de ambitioner, man har om at udvikle stedet, lyder det fra Peter Halkjær, arbejdsmarkedschef i Dansk Erhverv.