Strømlinede koncepter skal styrke Dagrofa-kæder
Vores ansigt udadtil, det betyder jo så meget, siger Maude Varnæs i første afsnit af Matador.
Påstanden gør sig i den grad gældende for dagligvarekæder, og derfor kommer det ikke spor for tidligt, at Dagrofa senere på efteråret lancerer sin første strategi nogensinde for Min Købmand.
- Købmændene ved godt, hvad Min Købmand er, de arbejder med det hver eneste dag. Men der åbner mange butikker nu, og der er åbnet ca. 50 Min Købmand-butikker med borgerinvolvering de seneste år, siger kædedirektør Richo Boss, der kalder det en imagestrategi.
Siden Min Købmands fødsel i 2013 har kæden groft sagt fået resterne fra de riges bord - dvs. de dele af Spars strategi, der kunne overføres til en kæde med mere selvbestemmelse. Men Richo Boss mener ikke, man fra centralt hold har været god nok til at fremhæve Min Købmand på dens egne præmisser.
- Vi har ikke været gode nok til at fortælle om det før. Min Købmand er den kæde, der er dømt død flest gange, men der er flotte vækstrater i det eksisterende butiksnet, og ni ud af ti butikker overperformer i forhold til budgettet. Det er en god motivation for at skabe en strategi, siger kædedirektøren for Min Købmand, Spar og Let-Køb.
Læs også: Ny strategi løfter Min Købmand ud af Spars skygge
Stærkere identitet sammen
Mens Min Købmand træder ud af Spars skygge, går storbror til gengæld nye veje.
I takt med, at flere købmænd udvider, moderniserer og bygger nyt - senest har Dagrofa åbnet en flagskibsbutik på Teglholmen i København - er det blevet nødvendigt med en samlet moderniseringsplan for kæden for at fastholde en fælles identitet og et ensartet billede af, hvad kæden står for.
Her spiller Spar International en stor rolle. Hvor Spar Danmark og især Spar- Tid-konceptet for få år siden var et forbillede til europæisk efterlevelse, er udviklingen siden gået hurtigere i andre Spar-lande.
- Vi har i forbindelse med bygningen af Spar Teglholmen hentet meget værdifuld inspiration fra blandt andet Spar Holland. I tilblivelsen af Spars 2020-plan spillede Spar International også en stor rolle i forhold til retningssætningen for kæden, og helt konkret deltog de fysisk i en del af processen, har HR business manager for Spar, Min Købmand og Let- Køb, Mette Marie Dragsdal, tidligere sagt til Dansk Handelsblad.
Læs også: Spar strømliner butikkerne med en skarp moderniseringsplan