Spillemarkedet giver jackpot

Dagrofa 3. sep 2015 -
This describes the image
Skrevet af: Henrik Denman

Både staten og kiosker og andre forhandlere af spil scorer i disse år jackpot på den liberalisering af spillemarkedet, som blev gennemført i 2012.

Helt nye tal fra Spillemyndigheden, som kontrollerer det danske spillemarked, viser konstant vækst og at danskernes spillelyst sætter nye rekorder år for år.

På blot fire år fra første halvår af 2012, da spillemarkedet blev liberaliseret, til første halvår i år er resultatet af spil, opgjort som bruttospilleindtægten (BSI), steget med hele 65,5 pct.

– Liberaliseringen af spillemarkedet har været velkommen. Det har skærpet konkurrencen, og spiludbyderne har udviklet produkterne til kioskerne og nærbutikkerne, siger Martin Schjøth, adm. direktør for Nærbutikkernes Landsforening.

Resultatet opgøres som bruttospilleindtægten (BSI), som er omsætning minus præmier. Ser man alene på væddemål, lå BSI i første halvår 2012 på 550 mio. kr., og i år ligger den på hele 910 mio. kr. for halvåret, dvs. en stigning på 65,5 pct.

Nye rekorder

Fortsætter danskerne med at besøge kiosker og supermarkeder i samme takt, vil BSI for væddemål for hele året på ny slå alle rekorder.

I forvejen har BSI kun kendt én vej siden liberaliseringen i 2012 – og det er en konstant stigning. BSI for hele 2012 var på ca. 1,2 mia. kr., og i 2014 blev resultatet for hele året 1,8 mia. kr.

Det tal er de danske forbrugere godt på vej til at overhale for hele 2015.

Nærbutikkernes Landsforening organiserer bl.a. landets kiosker, og her er man ovenud begejstret for den positive udvikling, spillemarkedet er inde i:

– Jeg er glædeligt overrasket, og det er bare ét vækstområde for vores branche. Der er ingen tvivl om, at spil er en af de kategorier, som kioskerne skal overleve på, siger Martin Schjøth.

Dynamik i markedet

Han forklarer, at liberaliseringen har givet meget mere dynamik på spillemarkedet. Spiludbyderne er gode til at udvikle nye produkter, og live-spil vinder stadig mere frem.

– Danske Spil er fortsat dominerende på det danske marked. De udenlandske spiludbydere laver også nogle flotte butikker, men vi ser dem også indrette nogle flotte spillehjørner hos forhandlerne, hvor Danske Spil også er der. Det gælder både Cashpoint og Stanleybet.

– Vores forhandlere kan se, at spil er et af de steder, hvor de kan gøre en forskel i forhold til dagligvarehandlen. De kan fortælle om alle de tusinde nye spil lige fra hvor mange hjørnespark der er i en kamp til de nye skæve spil, der er kommet til. Det spiller en stor rolle, at kioskerne har denne nærhed over for deres kunder til at forklare dem om mulighederne, siger Martin Schjøth.

Han oplyser, at mange kiosker i dag afsætter mere plads til spil. Mange indretter ekstra plads til spiludbyder nummer to eller for den sags skyld spiludbyder nummer tre.

Af Henrik Denman
hede@dhblad.dk

Foto: Danske Spil

Opdateret 10. nov 2020