Spar og Ren Natur samarbejder om landsdækkende affaldsindsamling

Dagrofa 31. maj 2023 -
This describes the image
Foto: Ren Natur
  • I år kommer over 100 Spar-købmænd til at være samlingspunkter for de lokale fritidsforeninger og borgere, der indsamler affald og dermed får økonomisk støtte til deres klubkasse af Spar og KFI Erhvervsdrivende Fond.

Skrevet af: Søren Tougaard

For femte år i træk støtter supermarkedskæden Spar, som er en del af fødevarekoncernen Dagrofa, op om renere lokalområder i samarbejde med organisationen Ren Natur.

Sidste år blev over 2.000.000 stykker affald indsamlet, da Spar og knap 8.000 lokale frivillige valgte at deltage i den landsdækkende affaldsindsamling.

Ambitionen for i år er at slå rekorden. Her er over 100 Spar-købmænd det lokale samlingspunkt for affaldsruter.

- Det er glædeligt, at så mange selvstændige købmænd vælger at være en del af årets affaldsindsamling. Som købmand i Spar er det vigtigste at være med til at gøre en forskel for sit lokalsamfund. Det indebærer både at bidrage positivt til det lokale foreningsliv, erhvervslivet og den lokale trivsel generelt. I samarbejdet med Hold Danmark Rent og projektet Ren Natur kan vi være med til at gøre lokalmiljøet flottere og bedre at færdes i ved at fjerne affald, der ikke hører til i naturen. For mange lokale borgere er det også et socialt arrangement, hvor man kommer ud i naturen og hygger sig sammen på tværs, siger Esben Keller, kædedirektør i Spar, Min Købmand og Let-Køb i en pressemeddelelse.

SPAR støtter lokale værdier

Hos Ren Natur er de begejstrede for at have Spar med som nær samarbejdspartner for femte år i træk, og de mærker tydeligt, at Spar er forankret i det lokale samfund.

- Vi er utrolig glade for at have SPAR som hovedsponsor for femte år i træk. Deres engagement i at støtte op om vores arbejde med at skabe et renere miljø er uvurderligt. Med deres støtte og samarbejde kan vi nå ud til endnu flere borgere og foreninger og skabe endnu større forandringer i lokalsamfundet. Vi sætter stor pris på Spars fokus på at værne om de lokale værdier og deres vilje til at tage aktivt del i at skabe en bedre fremtid for kommende generationer, siger Anette Juul, direktør i Hold Danmark Rent.

I slutningen af april blev årets første indsamling afholdt i SPAR Hune og de andre lokale indsamlinger bliver løbende igangsat helt frem til slutningen af oktober.

Mere end 500 lokale foreninger har i år valgt at møde op for at indsamle affald. Foreningerne udgøres af grupper inden for sport, kultur og natur og dækker de fleste kommuner i Danmark.

Spar og KFI Erhvervsdrivende Fond donerer op til 3.000 kr. til hver af de deltagende foreningers klubkasser. Sponsoratet er støttet af KFI Erhvervsdrivende Fond.

Opdateret 31. maj 2023