Heftig økonomisk U-vending i lille nordsjællandsk by

Dagrofa 17. okt 2024 -
This describes the image
Uddeleren blev til købmand: René Mauritzen brød med Coop og er i stedet blevet Spar-mand i den smukke udkant i Nordsjælland. Han styrer nu Spar Blistrup og er lykkedes med en gedigen turnaround.  Foto: Privatfoto
  • Skiftet fra SuperBrugsen til Spar har ifølge Blistrup-købmand været en ren 'fra skrot til slot'-fortælling.

I februar var der godt nyt til såvel borgere som turister i den lille nordsjællandske by, Blistrup, der ligger idyllisk omgivet af natur og vandkant:

En gennemrenoveret Spar-butik åbnede i byen, og det skete i kølvandet på, at SuperBrugsen lukkede grundet dårlig økonomi.

Nu – over otte måneder efter Spar-åbningen – kan den tidligere uddeler og nuværende købmand, René Mauritzen, gøre status. Og fortællingen er rendyrket 'fra skrot til slot', beretter han:

- Det er en jubelhistorie om en rigtig vellykket turnaround. Vores SuperBrugsen-butik var i krise sidste år, og hvis den skulle fortsætte, kunne det måske lade sig gøre med en fusions-model. Der skulle virkelig ske noget, for vi stod med en nedslidt butik og dårlig økonomi, sammenfatter René Mauritzen og fortæller videre:

Farvel til Coop

- Der var oparbejdet et stort underskud i brugsforeningen, og koncernbidraget til Coop var meget stort. I september 2023 fik vi i stedet en aftale med Dagrofa om at åbne en Spar. Vi sagde farvel til Coop, og jeg skulle være selvstændig købmand. Det var slut med SuperBrugsen den 31. december 2023, og vores nye og flotte Spar-butik åbnede 8. februar i år, siger René Mauritzen.

Skiftet i Blistrup er en del af en bølge, hvor Spar og Dagrofa overtager eller åbner flere butikker i små byer og landsbyer. 

Men den lokale brugsforening findes stadig. 

Luksusløsning

- Blistrup Brugsforening ejer tankanlægget og bygningen, og nu lejer jeg mig ind som selvstændig købmand. Det er ikke helt usædvanligt, at der findes en brugsforening, selv om den lokale Brugsen er lukket, fortæller René Mauritzen, som relativt hurtigt fik succes med sin nye totalrenoverede butik.

- Det er blevet noget af en luksus-Spar. Vi har stor slagterafdeling, varme retter, færdigretter, smørrebrød og sandwich. Vi har tre medarbejdere i slagterafdelingen og to til at sørge for delikatesser. Der er flot grøntafdeling, udvidet bager-afdeling, meget stort udvalg af oste, lys på alle hylder, lang kølevæg til vin og champagne og meget mere.

- Økonomien er gået støt opad. Begyndelsen i vinterperioden var lidt dæmpet, men det vendte i løbet af foråret og sommeren. Vi har mange turister i området, og omsætningen har været rigtig god. Vi får ros hver dag. Nogle kunder måber helt over forandringen, siger købmanden og giver nogle eksempler.

Norsk tommel op

- Der var nogle københavnere, der bad mig om at placere en lignende butik i deres kvarter, og flere norske turister har været virkelig begejstrede. En spurgte mig forundret; 'Er det her nu også virkelig en Spar?'

Er du super-optimist omkring butikkens fremtid?

- Ja, jeg kan næsten kun se noget positivt i butiks-skiftet. Jeg har fokus rettet fremad og på, hvad der kan gøres bedre.

Hvad har været de største udfordringer ved ændringen?

- Jeg tænker nogle gange: 'Bare der er timer nok i døgnet!' Der er meget at forholde sig til, efter at jeg blev købmand. Vi skulle alle ind i nye rutiner i dagligdagen. Det var hårdt. Flere muligheder kan også give flere opgaver. I hvert fald i begyndelsen. Men jeg vil gerne bestemme retningen, og Dagrofa har bakket op. Jeg får hurtigt svar på mails eller opkald. Den slags var mere besværligt i tiden med Coop. Jeg frygtede måske som selvstændig købmand at blive lidt ensom cowboy her ude i provinsen. Men jeg får al den opbakning og hjælp, jeg kan ønske mig, siger René Mauritzen.

Frit valg på alle hylder

Hvad er den største fordel ved butiksskiftet?

- Jeg får frit spil til at servicere kunder med alt det, de efterspørger. Jeg er ikke længere underlagt Coops stramme kæde-styring. Der er selvfølgelig også noget top-styring i Spar. Vi har et sortiment, vi skal indrette os efter, men der er meget stor frihed til at vælge og prioritere. Jeg lytter meget til kundernes ønsker, påpeger René Mauritzen.  

Han er kendt af stort set alle i byen. Hans familie flyttede fra Virum til Blistrup i 1974, og han begyndte i Blistrup Brugsforening i 1989. I 2023 kunne han fejre 25-års jubilæum som uddeler. 

- Jeg når nok ikke endnu et 25 års-jubilæum. (Griner) Jeg er fyldt 60 år, men jeg er ikke bleg for at tage omkring 10 år mere i butikken.
  
Nabo-drilleri

Hvordan har du det med konkurrenten, Netto, lige inde ved siden af?

- Det er skam ikke konkurrenten. Det er kollegaen. Netto er med til at holde på kunderne lokalt. Mange i byen er jo pendlere, så de kan sagtens købe deres varer andre steder. Men Netto er et godt supplement til min butik, siger René og tilføjer drillende:

- Så kan kunderne jo også se, hvor dyrt det er i Netto i forhold til nogle af os andre. Jeg ved ikke, hvor meget discount der er over Netto. Efter at vi har udvidet vores Gul Pris-program til at omfatte 600 varer, så er vi virkelig konkurrencedygtige, siger han.

Opdateret 17. okt 2024