Spar-kæden kan nærme sig 150 butikker
I løbet af august og september åbner mindst 22 nye Spar-butikker. De rykker ind i bygninger, der i dag huser Kiwi, og skal i første omgang drives af Dagrofa med den nuværende butikschef ved roret.
Men der kan komme flere til, fortæller kædedirektør for Spar, Niels Karstensen.
- Vi har nogle eksisterende Spar-købmænd, der er interesserede i nogle af de Kiwi-butikker, som vi ikke havde taget med til at starte med. Så vi kan glæde os over, at kæden nu kan komme tæt på 150 butikker, siger Niels Karstensen.
Han kan ikke endnu sætte tal på, hvor mange Spar-købmænd der overtager en Kiwi-butik.
Spar har i dag 118 butikker, der alle er ejet af selvstændige købmænd. Når de 22 tidligere Kiwi-butikker overgår til Spar, vil det i første omgang være med Dagrofa som ejer. Det nuværende personale fører butikken videre.
- Det er ikke planen, at Dagrofa på den lange bane skal eje Spar-butikker, og der er da også blandt butikscheferne nogle, der er interesserede i at blive selvstændige Spar-købmænd på et tidspunkt – blandt andre nogle af dem, der i dag tester Kiwis franchisemodel. Vi arbejder lige nu med en IS-model med Dagrofa som medejer i stil med Meny, men målet er, at købmanden skal overtage butikken helt inden for en årrække, siger kædedirektøren.
Han har endnu ikke et tal på, hvad udvidelsen af kæden eksakt kommer til at betyde for omsætningen.
- Men vi forventer en betydelig vækst, da det er lutter gode placeringer, de nye butikker får, siger han.
Et tocifret millionbeløb
Spar har netop afsluttet opmålingerne af de 22 Kiwibutikker, og nu skal der lægges planer for, hvordan butikkerne skal indrettes.
- Målet er, at de kommer til at indeholde så mange elementer af vores nye koncept, som det ses i butikken i Ejstrupholm. Men samtidig ønsker vi, at butikkerne skal holde lukket så kort tid som muligt i forbindelse med konverteringen. Skal der laves ret mange ændringer, kræver det en byggetilladelse, og det kan tage 12 uger. Så det bliver en balance i hver enkelt butik, siger Niels Karstensen.
Butiksbygningerne er i dag ejet af enten KFI eller et eksternt ejendomsselskab, og Niels Karstensen forventer, at en del af inventaret kan genbruges.
- Både køl og frost og sådan noget som flaskeautomaten bliver stående. Vi skal investere et tocifret millionbeløb, men hvor stort det bliver, ved jeg endnu ikke, siger han og tilføjer, at Kiwipersonalet skal uddannes, så de er klar til at åbne en Spar-butik.
- Vi har netop lagt sidste hånd på et ugelangt og intensivt forløb, der både indeholder et kort ophold hos en Spar-købmand og en introduktion til rollen som en af de lokale. Men butiks-cheferne agerer jo allerede som købmænd i Kiwi, siger Niels Karstensen.