Spar indfører skarp moderniseringsplan

Dagrofa 19. sep 2019 -
This describes the image
Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand

Da Spar åbnede en ny butik på Teglholmen i København for få uger siden, blev der uh’et og åh’et over, at en Spar-butik i Danmark også kan se sådan ud.

Men det kan man lige så godt vænne sig til. Dagrofa vil nemlig have, at alle landets Spar-butikker i fremtiden kan måle sig med de internationale kolleger, og derfor arbejder man på en moderniseringsplan for kæden.

- Vi arbejder med en konceptmanual med butikken på Teglholmen som udgangspunktet. Teglholmen er ikke dyrere end andre Spar-butikker - det var meget vigtigt for os, at det ikke blev dyrere at lave butikken der end f.eks. Mikael Konradsens i Klitmøller eller Sonja og Paul Petersens i Agerskov. Det skal være muligt at lave i hele landet, siger Richo Boss, kædedirektør for Spar, Min Købmand og Let-Køb.

Spar International har spillet en stor rolle i tilblivelsen af butikken på Teglholmen og har også været i Danmark for at følge projektet og komme med input. Det er blevet til en city-butik med klar inspiration fra moderlandet Holland og med meget moderne koncepter for både udseende og udvalg.

Tidligere har Spar International brugt Danmark som målestok for moderne butikker. Den internationale ledelse var på inspirationsbesøg i foråret 2017 i den nye test-Spar for kædens version 5.0 i Ejstrupholm, hvor blandt andet conveniencekonceptet SparTid var meget fremtrædende.

Senere er pilen begyndt at dreje i den anden retning, hvilket kan tilskrives butiksudviklingen i Holland, som er gået noget mere tjept end herhjemme.

Læs også: Strømlinede koncepter skal styrke Dagrofa-kæder

Moderne og skarp

Det er svært at komme uden om, at der i dag er stor forskel på top og bund i Spars butikker sammenlignet med andre kæder, der er mere topstyrede. Ambitionen er gradvist at løfte de svageste butikker og på den måde lægge snittet højere for Spar.

- Moderniseringsgrad og skarphed på koncept er to nøglebegreber for Spar, fortæller kædedirektøren om den nye plan, der - om alt går vel - er klar til at blive rullet ud i løbet af 12 måneder.

Den tager udgangspunkt i konceptmanualen, hvor erfaringerne fra Spar Teglholmen udgør en slags beta-version. Arbejdet pågår nu med at lave konceptpakker, f.eks. for skilte eller inventar.

De vil senere blive præsenteret for købmændene som en måde at modernisere butikken på, der passer til det mere internationale koncept for Spar.

Men det skal ikke forstås som en ensartethed, der fjerner identiteten fra den enkelte butik, forsikrer Richo Boss.

- Der er selvfølgelig stadig mulighed for at tilpasse lokalt - det skal der være - men de overordnede ting som inventar, skilte, farvedesign osv. skal i højere grad strømlines, siger han.

Hjælp til finansiering

Richo Boss taler om ”et kæmpepotentiale i Spars eksisterende butiksnet”, som vil få et boost ved eksekveringen af den kommende moderniseringsplan.

Kædedirektøren er bevidst om, at det bestemt ikke er alle, der her og nu kan kaste omkring 10 mio. kr. i at bygge en helt ny butik; men meget mindre kan heldigvis også gøre det. Og der er mulighed for at trække på hovedkontoret, siger han.

- De, der helst vil investere, er også de stærkeste. De gør det i forvejen. Men der er også nogle, der har brug for, at vi bliver bedre til at understøtte dem, lyder det fra Richo Boss.

- Vi hjælper naturligvis med at tænke finansiering. Det er vigtigt at huske, at vi også har en støttende rolle; og vi skal kunne dokumentere, at det er en god, rentabel investering for købmanden, tilføjer han.

Han anerkender, at det er lettere for nogle end for andre at investere i modernisering - især større projekter. Netop derfor bliver der tale om mindre pakkeløsninger, så man som købmand kan tage moderniseringen for at kunne leve op til de nye standarder i små bidder.

Læs også: Ny strategi løfter Min Købmand ud af Spars skygge

Opdateret 10. nov 2020