Spar er på vej med to centrale hovedstadsbutikker
-
Dagrofas købmandskæder vokser i øjeblikket, og Spar er gået ind i konkurrencen om hovedstadens kunder
De første Dagrofa-butikker har netop for alvor kastet sig ind i konkurrencen om onlinekunderne, men både Spar og Min Købmand fortsætter også ekspansionen med fysiske butikker.
29. januar er der åbningsfest for en ny Spar-butik i Risskov ved Aarhus. Den er rykket ind i en tidligere Meny med købmand Rasmus Johansen som ejer - han har også en Spar i Grenå.
- Vi har også to butikker på vej i hovedstaden. Den ene - på St. Kongensgade - skulle være åbnet før jul, men corona-pandemien har rykket åbningsdagen. Lige nu forventer vi, at det bliver inden udgangen af februar. Derudover er vi på vej med en butik centralt på Frederiksberg. Den mangler vi de sidste tilladelser til, men forventer at kunne åbne inden 1. maj, siger Richo Boss.
I Hjerm ved Holstebro bliver første spadestik til en helt ny borgerejet Min Købmand nu taget. Den skal afløse en anden Min Købmand, der lukkede for et år siden.
- Det varer nok til august, før borgerne har et nyt sted at handle, men så er det til gengæld i en splinterny butik, siger Richo Boss.
Butikken i Hjerm er en af fire butikker, som en købmand gik konkurs med omkring årsskiftet 2019-2020. En anden af butikkerne er en sæsonbutik i Vejlby Klit, som nye ejere har genåbnet.
- LetKøb i Nr. Felding er genåbnet som en borgerejet Min Købmand, og den sidste af de konkursramte butikker, Spar på Døesvej i Holstebro, genåbner topmoderniseret i slutningen af marts. Det er KFI, der ejer lokalerne, som en selvstændig købmand lejer sig ind i, siger Richo Boss.