Selvstændige Meny-købmænd fordobler overskud på driften

Dagrofa 13. jun 2019 -
This describes the image
Arkivfoto: Henrik Frydkjær

Det er blevet lidt sjovere at være selvstændig købmand i Dagrofas Meny-kæde - i hvert fald hvis man ser på de årsregnskaber, der er blevet offentliggjort på det offentlige virksomhedsregister i løbet af foråret.

Mens næsten halvdelen af de selvstændige købmænd gik ind i den nye Meny-kæde i 2015 med røde tal på bundlinjen, har kun 15 pct. underskud i det seneste årsregnskab. Det viser Dansk Handelsblads gennemgang af regnskaberne for 46 selvstændige Meny-butikker.

Det gennemsnitlige driftsoverskud i butikkerne er mere end fordoblet i regnskaberne for 2017/18 sammenlignet med året før, viser analysen.

De 46 butikker leverede i gennemsnit et overskud på driften på 1,2 mio. kr. i det seneste regnskabsår, mens resultatet efter skat lå på i gennemsnit 0,7 mio. kr.

En medvirkende årsag til, at tallene er blevet bedre, er, at mange butikker er gået konkurs eller lukket, siden Meny-kæden blev lanceret. Blandt andet har storkøbmand Ida Jacobsen lukket Jaco Gruppens fem Meny-butikker, der stod for et samlet underskud på 4,5 mio. kr. i 2016/17.

Ligeledes er blandt andre Meny-butikkerne i Brande, på Frederiksborgvej i København, og i Nykøbing Sjælland gået konkurs inden for de seneste år.

Forventer fremgang

Dagrofa, der ejer Meny, offentliggør ikke omsætningen for den samlede kæde. Men ifølge Dansk Handelsblads samarbejdspartner, analysebureauet LZ Retailytics, ligger den omkring 8,3 mia. kr. i 2018. Analysebureauet forventer, at kæden vil nå en omsætning på 10,3 mia. kr. i 2024.

"Meny har skabt en enestående position ved at have markedets bredeste udvalg af mad. Derudover har kæden en unik kommunikationsstrategi, der med fokus på medarbejdernes ekspertise kalder dem "madarbejdere". Meny har et stort potentiale for at give sine kunder en konsekvent og behagelig indkøbsoplevelse - i modsætning til sine inkonsekvente forgængere Eurospar og SuperBest," lød det sidste år fra analysebureauet.

Dagrofa lancerede Meny i 2015, og i alt 120 butikker fra de nu nedlagte kæder Eurospar og SuperBest blev til Meny.

Efter åbningen af to nye butikker op til pinse består Meny nu af 114 butikker. Heraf ejer Dagrofa 47.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra kædens direktør, Kenneth Holmen Pedersen, til denne udgave af Dansk Handelsblad.

GENNEMSNITSTAL FOR 46 UD AF 67 SELVSTÆNDIGE MENY-BUTIKKER:

Bruttofortjeneste: 10.143 tkr. (9241 kr. i 2016/17)

Driftsresultat: 1188 tkr. (565 tkr. i 2016/17)

Årets resultat: 711 tkr. (378 tkr. i 2016/17)

7 ud af 46 butikker har underskud i 2017/18-regnskabet

13 ud af 46 butikker har underskud i 2016/17-regnskabet

KILDE: CVR

Opdateret 10. nov 2020