Samarbejde på tværs skal styrke kundeoplevelsen
Se lige her! - og her!” Søren Skipper stopper op. Tager en pakke med blandede svampe i hånden. Lidt efter er det friskplukkede, orange kantareller, der fascinerer den nye salgsdirektør i Dagrofa Foodservice.
Han viser rundt på virksomhedens lager i Ishøj, som han med kun to måneder i virksomheden endnu dårligt kan finde rundt i.
- Jeg har altid været meget interesseret i mad og har arbejdet med fødevarer på den ene eller anden måde i 25 år. Tidligere som salgsleder hos leverandører som Conaxess Trade, Orkla og Kelloggs. Det bliver en spændende udfordring at prøve at se det hele fra grossistens side, siger Søren Skipper.
Under sig har han blandt andet et sælgerkorps, bestående af kokke og folk med andre fødevareuddannelser.
- De arbejder ud fra nogle helt andre parametre, end jeg er vant til. Professionelt, men med udgangspunkt i sanserne. Det er salgspsykologi med en for mig ny vinkel. Vores kunder er også kokke og har behov for at få den rigtige sanselighed og den rigtige kvalitet. Salg er altid at opfylde kundens behov; det gør vi med vores måde at sælge på. Men selvfølgelig skal der også kigges på tal, siger Søren Skipper, der er 51 år.
Et samlende navn
Søren Skipper begyndte i sit nye job 1. juni. Ansat af adm. direktør Peter Bruun, der selv kom til Dagrofa i november sidste år for at få styr på den underskudsramte foodservicevirksomhed.
Blandt de tiltag, som Peter Bruun har sat i gang - og som Søren Skipper skal føre ud i livet som salgsdirektør - er en forenkling af hele organisationen.
Den indebærer, at foodservicevirksomheden med de 29 S-Engros-butikker, Catering Engros, Prima Frugt og Kødgrossisten, nu er samlet under én ledelse.
Som noget meget håndgribeligt skiftede det tidligere Foodservice Danmark navn til Dagrofa Foodservice i slutningen af august.
Fra nytår når navneskiftet også Catering Engros og S-Engros.
- Jeg oplever en virksomhed, der har været igennem nogle kolbøtter, men som nu er landet på begge ben. Medarbejderne er klar til at tage imod det her. De er parate til at løbe stærkere og komme videre. Det er ikke en krisevirksomhed, hvor det brænder, siger Søren Skipper.
Han udtalelse bekræftes af adm. direktør Peter Bruun:
- De første syv måneder af året er gået bedre for Dagrofa Foodservice, end vi har budgetteret med. Jeg læser regnskabet nedefra, for bundlinjen er vigtigst. Men vi har også vækst på omsætningen, der er højere end sidste år, siger Peter Bruun.
Bruge specialisterne
Catering Engros er den overordnede organisation, der ”ejer” kunden. Specialistvirksomhederne skal supportere salgskonsulenterne.
- Eksempelvis kan der være en ide i, at salgsspecialist fra Prima Frugt rykker med en sælger ud til en restaurant, der kunne være interesseret i at få præsenteret noget helt unikt. Det kunne være en af vores gamle nordiske kålsorter, Amager hvidkål, der stammer tilbage fra 1400-tallet. Noget, som restauranten kan have helt for sig selv. En anden gang er det en kunde, der vil have noget specielt fra Kødgrossisten og Grambogaard. Vi kan noget med fagligheden på den front, som ingen andre kan. Det bliver vi meget bedre til at udnytte, siger Søren Skipper.
Han er kommet til en virksomhed, der har været delt op i mindre selvstændige enheder med hver sin ledelse.
En historik og gamle kulturer, som han skal flytte.
- Vi skal tilpasse organisationen, så vi udnytter alle synergier. Men selvfølgelig giver det udfordringer, når en gammel kultur skal trimmes. Der er altid en modstand, når man forandrer. A la ”det dur ikke, det har vi prøvet”. Men bare det, at alle nu refererer til samme ledelse, er en god begyndelse, siger Søren Skipper.
Sammen om kunden
Sammen med ham fik S-Engros også ny direktør, Claus Jæger Nørbjerg, der referer til Skipper.
- Fordelen for os er, at vi begge kommer udefra. Vi har ingen historik eller følelser i klemme, siger han.
Mens Catering Engros og S-Engros-butikkerne tidligere hver især har kæmpet for at optimere deres egne regnskaber, skal de nu se på de fælles resultater.
De nye tiltag kan nemlig godt betyde, at de sender salg til hinanden.
- Vi har kunder i Catering Engros, som vi ved, også løshandler ind i mellem. Hvorfor ikke lige stikke dem et kort til S-Engros. Der er også kunder, der handler i S-Engros, som måske samtidig får leveret af en af vores konkurrenter. Sådan en kunde skal vi selvfølgelig have til at handle mere hos os. Men det løser vi kun, hvis de to salgskanaler arbejder sammen. Nogle gange vil det flytte kunder fra S-Engros til Catering Engros og omvendt, men forhåbentlig vil det give et samlet større salg, siger Søren Skipper.
Læs meget mere om foodservice i Food Professional, der udkom sammen med Dansk Handelsblad uge 38 – og igen i uge 50. Læs Food Professional her.