Saltum-købmand skaber god plads til turisterne

Dagrofa 13. sep 2017 -
This describes the image

Kører man ad hovedvej 55 fra Hjørring og Løkken mod Aabybro og Aalborg kommer man blandt andet gennem Saltum. Byen har 800 faste beboere, men med en afstand i fugleflugt til Vesterhavet på kun fem kilometer byder sommeren på masser af turister.

Saltum har sin egen købmand, der har ligget på adressen siden 1907. I dag betjener butikken, der i dag er et stort supermarked, ikke kun områdets faste beboere, men også både turister og pendlere, og med den seneste udbygning er den stor nok til at klare selv det største pres i turistsæsonen.

- Min tipoldefar overtog butikken i 1909, og siden har den været i familiens eje. Jeg er fjerde generationskøbmand og overtog i 1992 en 250 kvm. stor Spar-butik, fortæller købmanden, 57-årige Rikard Andersen.

Han kunne den 21. juni invitere kunderne inden for i en ombygget og udvidet butik, der med et salgsareal på 2000 kvm. nu er knap ti gange så stor.

- Vi har udvidet mange gange, siden jeg overtog butikken. Senest i 2010. Hver gang har jeg ment, at den ikke måtte være større, end at den også passede til vintersæsonen, når turisterne er væk, siger Rikard Andersen.

Tocifret vækst i sommer

Denne gang har han dog sat alle sejl til.

- Vi har bygget til på begge sider af den gamle butik, så vi kan klare presset om sommeren. Jeg ved godt, at den nu er for stor om vinteren. Det er en udfordring, vi må løse, siger Rikard Andersen.

Han forventer en omsætningsfremgang i år på 10 pct. og yderligere 10 pct. i 2018.

- Jeg er godt tilfreds med resultatet i sommer, selv om det måske kunne have ligget på indeks 120, hvis vejret havde været med os, siger købmanden.

Omsætningsindeks lå på 110 i juli og omkring 115 i august.

I området mellem Løkken og Rødhus er 11.000 sommerhuse, men kun hver tredje bliver lejet ud.

- Så selv om man taler om, at der er rekord i udlejning af sommerhusene, er vi afhængige af vejret. Når det ser gråt ud, kommer ejerne af de andre huse måske kun en uge. Resten af ferien rejser de ud af landet, og dem, der er i sommerhusene, trækker mod de store byer og kommer først hjem, når de har spist aftensmad, siger Rikard Andersen.

Han går også glip af grillaftenerne, når sommerhusgæsterne plejer at invitere familie og venner.

- På en grillaften, drikker man ofte den første flaske vin inden aftensmaden. Grill er samtidig ensbetydende med en masse kød.

Kunderne køber mere

I 2016 lå butikkens omsætning inklusive moms på 70 mio. kr. Heraf kom cirka 30 mio. kr. i kassen i de tre sommermåneder.

- På nær et enkelt år har vi haft overskud hvert år, men vi skal gerne trække flere kunder uden for sæsonen også, hvis det skal fortsætte. Der skal en stor omsætning til, når man har 100 på lønningslisten, siger Rikard Andersen.

Han har blandt andet satset på, at den enkelte kunde køber mere, og det er lykkedes.

- Sommerkurven er nu på 185 kr. Det er 20 kr. mere per kurv end sidste sommer. Tidligere havde turisterne købt ind, når de kom, og vi fik kun klathandlen. I dag køber de ind hos os og tager endda mad med hjem efter ferien. Det er da en cadeau til os, siger han.

Uden for sæsonen ligger gennemsnitskøbet på 125 kr. Det skal øges, og så håber købmanden at trække de lokale borgere fra et større opland til ved blandt andet at skabe forskellige events.

- Meny lægger blandt andet op til vinlagersalg, men vi kunne også lave et ”sildebord for pensionister” eller ”børnenes dag”, siger han.

Ny bagerafdeling

Som en del af udbygningen har butikken fået en stor bagerafdeling med tre fastansatte, der på længere sigt skal bage alt brød til butikken. Lige nu er blandt andet rugbrød, flutes og wienerbrød bake off, mens bagerne eksempelvis bager franskbrød, rundstykker, langtidshævet grovbrød og frugttærter.

- Tidligere havde vi kun en meget lille egenproduktion. Bagerne har kun været i gang i den nye bagerafdeling i godt to måneder, men man bygger ikke et helt sortiment op på en gang, siger han.

Brødskabet og den åbne bagerafdeling ligger lige til højre, når kunderne er kommet ind ad den nye karruseldør og forbi en velassorteret blomsterafdeling med både afskårne blomster og indpakkede potteplanter, som købmanden henter på auktionen.

Fredagsmenuen er populær

I forlængelse af bagerdisken ligger slagter- og delikatesseafdelingen med et ligeledes åbent produktionslokale. Her arbejder to slagtere og en lærling samt fire delikatesseassistenter, der får hjælp af timelønnede i højsæsonen.

- Som noget nyt har vi fået en fiskeafdeling, som vi satser på skal køre hele året med størst sortiment om onsdagen, når Meny har fiskedag, siger købmanden.

Slagter-delikatessedisken er fyldt med fersk og marineret kød, hjemmelavede delikatesser, salater, frokostretter, afskåret pålæg og ikke mindst smørrebrød, der sælger godt denne onsdag middag.

- Om fredagen har vi en fredagsmenu til 55 kr. for en portion. Det kan være fyldt mørbrad, flæskesteg eller gammeldags oksesteg. Man kan ikke bestille det, men fra klokken 17 står folk i kø. Maden bliver hældt op, mens folk venter. Menuerne er ikke mindst populært blandt de faste beboere, og der ryger mellem 180 og 200 portioner per gang.

Låg, LED og porcelæn

Over for den lange disk ligger den nye frugt- og grøntafdeling, der blandt andet byder på et stort økologisk sortiment. Afdelingen er stor nok til, at der – som i resten af butikken – kan være impulskølere eller -kurve med varer som eksempelvis lokale specialøl og snacks, cola, tilbuds- eller datovarer.

Fra frugt- og grønt går kunden til kød og frost.

- I forbindelse med ombygningen har vi skiftet al belysning ud til LED, og køl og frost har fået låg. Jeg regner med, at vi kan holde elregningen på samme niveau som før, siger han.

Efter ferskvareafdelingen, der således ligger samlet, kommer ost, æg, mejeri og pålæg. Ved pålægskøleren er en høj og aflang køler, der lige nu blandt andet byder på pølser, pasta og tilbehør til pizza.

- Planen er, at varerne i den skal skiftes ud med jævne mellemrum. Det kunne være sæsonvarer, siger Rikard Andersen.

I den anden halvdel af butikken er en stor og velassorteret vinafdeling, tørkolonial og andre dagligvarer, og som noget nyt har butikken i isenkram fået et udvalg af fade, skåle og tallerkner fra Galzone, der har et specielt supermarkedssortiment.

- Det er et anderledes og mere lækkert alternativ til et 10-kroners marked. Jeg håber, at det kan friste de lokale husmødre, når de er færdige med fredagsrengøringen og kommer for at købe ind til weekenden, smiler Rikard Andersen.

Turen rundt i butikken afsluttes før kasselinjen med en stor og oplyst afdeling med personlig pleje.

- Den har som alle afdelinger fået meget mere plads. Og personlig pleje er noget, alle skal have, siger købmanden.

Meny i Saltum:

Ejet af Rikard Andersen

- er også medejer af Spar-butikkerne i Hune, Vadum, Aalbæk og Løkken

- leverer slagter- og delikatessevarer til Hune, Vadum og Løkken

- salgsareal: 2000 kvm.

- omsætning i 2016 inkl. moms: 70 mio. kr.

- forventet vækst i 2017: 10 pct.

- ansatte: 100 – heraf 40 timelønnede med et varieret timetal afhængig af sæson

Opdateret 10. nov 2020