Rig fond ser styrket parløb med Dagrofa

Dagrofa 15. okt 2015 -
This describes the image

Det er både et mere fokuseret og stærkere Dagrofa, der kommer ud af beslutningen om at skære alt andet fra og koncentrere sig om detailkæderne med Meny, Spar og Kiwi i spidsen.

Sådan lyder vurderingen i dag fra Dagrofas næststørste ejer, den særdeles velhavende købmandsfond KFI, der samtidig er storejer af butikslejemål i sektoren.

Hvor Dagrofas koncernchef Per Thau lagde mest vægt på fokuseringen på detailforretningen, hæfter Michael Holm Johansen, som er næstformand i bestyrelserne i både KFI og Dagrofa, sig især ved, at der bliver mere kapital at ekspandere for.

Frasalgene af Foodservice Danmark og Pisiffik frigør midler, som styrker KFIs og Dagrofas parløb om at løfte købmændenes kæder i markedet.

- Helt overordnet set er årsagen til, at vi gør det her, at forøge kapitalberedskabet for det samlede system, så vi reelt kan investere både i de eksisterende butikker - men i høj grad også i nye butikker. Vi har ikke fået vores andel af nyetableringer på den traditionelle købmandsfront. Det er det, vi nu lægger op til, at det skal vi så sandelig have i fremtiden, siger Michael Holm Johansen.

25 butikker om året

KFI har i de seneste år lagt op til en mere ekspansiv strategi, der omfatter byggeri af nye købmandsbutikker i stor stil.

Umiddelbart passer det som hånd i handske med, at Dagrofa nævner 4-5 nye Meny'er og 15-20 nye Kiwi'er om året som målsætninger.

I fonden er der imidlertid stor opmærksomhed på, at den tjener hele købmandssektoren, så ejerskabet af - og parløbet med Dagrofa - er en balanceakt.

Af Jesper Veber Knudsen
jeve@dhblad.dk

Michael Holm Johansen er næstformand i bestyrelserne i både KFI og Dagrofa.

Foto: KFI

Opdateret 10. nov 2020