Retssag mod Dagrofa udsat til november
I februar sidste år præsenterede Leon Nielsen, tidligere købmand og ejer af to SuperBest-butikker i Silkeborg, Dagrofa for en stævning.
Ifølge stævningen har Leon Nielsen ydet Kiwi Danmark – og dermed Dagrofa – et lån til ombygning af butikslokaler på næsten 5 mio. kr., lige som der foreligger en huslejeaftale gældende frem til 1. december 2027 med en samlet huslejesum på knap 14 mio. kr.
Købmanden ønsker erstatning for sine tab på ejendommen pålydende 7 mio. kr. plus renter og sagsomkostninger. Det beløb skulle svare til de udgifter, han har haft frem til nu til ombygning og husleje.
Sagen var egentlig berammet til 28. marts i år, men ifølge Leon Nielsen smuttede et af kronvidnerne til Australien for en længere periode; og da Leon Nielsens advokat ikke ønskede at afhøre vidnet pr. telefon, blev retsmødet udskudt otte måneder.
Blandt vidnerne, som Leon Nielsen har indkaldt, er tidligere Dagrofa-koncernchef Henrik Gundelach og Bjarne Bak, der sad som direktør for Kiwi Danmark, indtil kæden lukkede.
Halvfærdig ombygning
Efter Leon Nielsen stoppede som købmand, lejede han bygningerne ud til Dagrofa, som efter knap 10 års leje af butikken på Lupinvej 2 i Silkeborg overdrog lejemålet til Kiwi Danmark.
I 2012 var der tryk på kedlerne, og discountkæden skulle ekspandere. Dog skulle der adskillige modifikationer til, før bygningen var klar til at downsize fra en SuperBest til en Kiwi.
– Det viser sig, at Kiwi Danmark ikke selv har rede penge til at betale for ombygningen, så vi aftaler, at jeg låner selskabet penge til ombygningen. Pengene skal betales tilbage over 15 år, og vi aftaler derfor, at lejeaftalen skal forlænges tilsvarende, har Leon Nielsen tidligere fortalt til Dansk Handelsblad.
Men inden ombygningen stod færdig, lukkede Kiwi-kæden, og så stod Leon Nielsen med håret i postkassen og en 2000 kvm stor butik strippet for inventar.
En del tovtrækkeri med Kiwi Danmark, moderselskabet Dagrofa - og det daværende Dansk Supermarked, som havde overtaget de fleste Kiwi-lejemål - om færdiggørelse af renoveringsarbejdet førte ingen steder, og til sidst følte Leon Nielsen sig nødsaget til at gå rettens vej.
Da der er tale om en i gangværende retssag, ønsker Dagrofa ikke at udtale sig.
Læs også: Tidligere købmand hiver Dagrofa i retten