Retail Award-vinder: Her må ingen føle sig overset

Dagrofa 30. okt 2019 -
This describes the image
Meny Værløse butikschef Sander Dick-Nielsen||||| Foto: Helle-Karin Helstrand|||||

"Sander er lige optaget. Købmanden holder tale for ham. Han ringer tilbage om lidt."

Nogenlunde sådan lød svaret, da Dansk Handelsblad kontaktede Meny i Værløse for at få et interview med en af årets tre Retail Award-vindere, butikschef Sander Dick-Nielsen.

Den dag var det butikschefen selv, der blev fejret. Men ofte er det en af de ansatte, der bliver hyldet af både butikschef og kolleger.

- Vi skal fejre vores sejre. Men det behøver ikke at være noget ekstraordinært, vi fejrer med friskpresset appelsinjuice, wienerbrød og festfyrværkeri, siger Sander Dick-Nielsen.

- Det handler om at give lidt kærlighed, ikk'? Om at vise omsorg for hinanden. Nogle gange fejrer vi måske bare, at en kunde er kommet til mig og har rost en medarbejder for god service, siger han og understreger, at det dog aldrig må blive en rutinefest, man holder hver fredag.

- Jeg vil gerne selv have ros. Det samme vil mine medarbejdere på hver deres måde. Det vigtigste er, at ingen føler sig overset. Derfor når jeg også forbi alle hver morgen og siger godmorgen, siger han med en dialekt, der afslører opvæksten på Bornholm.

 

Gensidig respekt

Sander Dick-Nielsen er 27 år og er leder for mange, der ikke alene er ældre end ham selv, men også har arbejdet i butikken, siden før han blev født.

- Hvis jeg - uden at smøre for megen flødeskum i egen kage - skal forklare, hvorfor det ikke er et problem, handler det nok mest om, at alle kan mærke, at arbejdet er min passion, men også at jeg samtidig er klar til at lytte til andres ideer. Jeg kender ikke selv facit, men ser jeg et potentiale et sted, siger jeg det - og så er det uden betydning, om det er til kædedirektøren. Når det kommer til ideer, har alle samme status, siger butikschefen.

Han arbejder gerne mellem 70 og 80 timer om ugen, men det forventer han ikke af sine ansatte.

- Når man har så meget raket i r…, som jeg har, løber man ind i mennesker, der har en anden holdning til arbejdslivet, og det er der plads til. Gensidig respekt hedder det, siger Sander Dick-Nielsen.

En fridag på fire år

Den unge butikschef har selv oplevet at måtte smide håndklædet i ringen, fordi han brændte sit lys i begge ender. Det var, da han rykkede til hovedstaden som 18-årig og netop havde overtaget en grossistvirksomhed med bornholmske fødevarer, BornGros, fra sin far.

- Jeg arbejdede fire år i træk med kun én fridag. Så kunne jeg ikke mere og solgte virksomheden. Derefter brugte jeg fem måneder på at gøre alle de ting, jeg ikke fik gjort som ung, fordi jeg arbejdede. Jeg måtte også tænke over, hvem jeg egentlig var, når jeg ikke længere var direktør, fortæller Sander Dick-Nielsen.

Han besluttede sig for, at det var i en butik, han ville arbejde.

- Dels er det blandt kunderne, jeg befinder mig bedst, dels vil jeg afslutte det købmandskapitel, som mine forældre aldrig rigtigt fik lukket - i hvert fald ikke med den succes, de fortjener, siger butikschefen.

Forældrene solgte en lille købmandsbutik på Bornholm, mens Sander var helt lille. Butikken blev overhalet af konkurrenterne, der blandt andet var de første discountbutikker på øen.

- Når jeg arbejder så mange timer om ugen, skyldes det min passion. Men jeg har også en gulerod foran mig: Siden jeg tjente mine første penge som otteårig, har jeg vidst, at jeg skal være selvstændig engang. Det er i orden, at jeg måske bliver 40 år, inden jeg kan købe den helt rigtige butik, siger butikschefen.

Han blev far for knap tre måneder siden, og han ved godt, at familielivet kun kan hænge sammen, fordi hans kone er indstillet på det og ikke skal arbejde på fuld tid.

- Heldigvis bor jeg så tæt på butikken, at Miranda kan komme forbi et smut hver dag med vores datter, Silke, smiler han og tilføjer:

- Når jeg siger, at jeg vil lukke familiens købmandskapitel, betyder det også, at mine børn ikke skal være købmænd. De skal ikke have en arbejdsuge på 70-80 timer.

Tjente 1200 kr.

Som barn var Sander Dick-Nielsen ofte med sine forældre på markeder, og det var på sådan et marked, han tjente sine første penge. Mens far solgte krydderier og mor antikviteter, solgte Sander de svampe, som familien havde samlet i skoven, til en restauratør. Det gav ham 1200 kr.

Senere kastede faren sig over sennepsproduktion, og Sander var med rundt til alle øens dagligvarebutikker hver fredag for at sælge senneppen.

- Andre producenter spurgte, om vi ville tage deres varer med ud til butikkerne. Til sidst havde vi en hel grossistvirksomhed, som vi udviklede, så vi også solgte bornholmske varer til butikker i København, fortæller Sander Dick-Nielsen om den virksomhed, han overtog som 18-årig.

Kendskabet til Meny i Værløse og købmand Søren Engberg, som ejer butikken, fik Sander Dick-Nielsen gennem sit arbejde i grossistvirksomheden.

- Da jeg besluttede mig for at ville i butik, kontaktede jeg Søren. Vi havde et møde i begyndelsen af december 2014. I januar begyndte jeg som salgsassistent, fortæller Sander Dick-Nielsen, der i marts 2017 fik ansvaret for butikken.

God viden om kunderne

Hans forhold til kunderne minder en smule om det, han har til sine ansatte: De må aldrig føle sig oversete. Service er ifølge ham den allervigtigste købmandsdyd.

- Service er eksempelvis at følge kunden hen til varen. Det er ganske banalt, og alle siger det. Men hvor mange gør det, når det kommer til stykket, spørger butikschefen retorisk.

- Vi skal være der for kunderne. Være klar til at vejlede dem og give dem gode råd om kød, frugt og grønt, vin - og ikke mindst kolonial, der er en overset varegruppe. Vi skal udnytte vores varekendskab og give kunden historien med. Vores kunder vil have kvalitet - både indeni og udenpå. Emballagen betyder også noget her. Eksempelvis kan der være status i at have en dåse confit de canard stående i skabet, siger butikschefen.

Han tilføjer, at det er afgørende at have en så detaljeret viden om sine kundegrupper.

- Og vi skal forstå at udnytte den viden. Jeg benytter alle mine a-placeringer til varer, som mine kunder vil have - og ikke efter, hvad leverandørerne ønsker, siger Sander Dick-Nielsen.

Gamle malkekøer fra Spanien

Kunderne består af to hovedgrupper. Den største er det, butikschefen kalder øko-spelt-segmentet. Mennesker, der er flyttet fra København og Frederiksberg for at komme ud af byen.

- De kunder forventer at finde varer, som de tidligere købte i en Helsam-butik. De vil have veganske retter og økologi, siger butikschefen, der som noget ekstraordinært kan prale af et øko-sortiment på mindst 2500 økologiske varer.

- Den anden kundegruppe er mere konservative og lugter lidt af Gentofte. De går i høj grad efter de traditionelle købmandsdyder, som vi kan levere. Fælles for de to grupper er, at de ikke snakker pris. Den skal bare være i orden, for ingen vil føle sig snydt ved at give for meget for en basisvare, siger Sander Dick-Nielsen.

Mens den førstnævnte kundegruppe fylder veganske produkter i indkøbsvognen, skal repræsentanterne for den anden gruppe gerne et smut forbi slagterdisken. Den er denne torsdag formiddag fyldt op med skært rødt kød.

- Den kundetype skal have en snak med slagteren om dagens bedste udskæring. Det kunne være dette, siger butikschefen og peger på en række tykke cote de beuf, der er iført et skilt: Txogitxu, per 100 gram - 55 kr.

- Vi er eneste forhandler ud over restauranter. Kødet er fra 18-20 år gamle malkekøer fra Baskerlandet. De har levet med deres kalve og har haft et helt andet og betydeligt mindre stresset liv end den almindelige danske malkeko, og kødet er derefter. Sådan noget betyder noget for mine kunder, siger butikschefen.

Han er også en blandt få, der sælger friske trøfler hele året.

- Jeg køber dem ved en italiensk producent, og når vi springer det danske grossistled over, kan vi holde prisen nede på mellem 2 og 25 kr. per gram - afhængig af årstiden, siger butikschefen.

Han ved godt, at den slags varer ikke sælger hvor som helst - heller ikke selv om der står Meny på facaden.

- Den butik, jeg skal eje engang, skal ligge i København eller Nordsjælland, smiler Sander Dick-Nielsen.

[caption id="attachment_82692" align="aligncenter" width="696"] Økologi fylder rigtigt meget i Meny i Værløse - ifølge købmanden er der flere end 2500 økologiske varer.[/caption]

Kampen mod madspild

Blandt årsagerne til, at Sander Dick-Nielsen vandt en Retail Award, var en aktiv indsats mod madspild.

Butikken benytter et digitalt system: WhyWaste

Systemet fortæller, hvornår en varegruppe skal tjekkes og har sparet 26 timer/uge i butikken

WhyWaste har betydet en reduktion i madspild på 65 pct. på køl og op mod 50 pct. på kolonial

Systemet forebygger også tomme hylder, da det kan fortælle, om en vare er udsolgt

 

 

 

 

 

 

 

Opdateret 10. nov 2020