Relancering af Min Købmand skal sikre flere butikker

Dagrofa 14. jan 2020 -
This describes the image
Dagrofa samarbejder med borgere i mindre bysamfund om at åbne butikker som Min Købmand Foto: Helle-Karin Helstrand

Om fem år står der Min Købmand på ca. 170 butikker mod de i dag 158 butikker.

Det er i hvert fald det scenarie, som kædedirektør for Spar, Min Købmand og LetKøb siden december 2018, Richo Boss, håber, bliver resultatet af en ny strategi, som netop er lagt for kæden.

Siden Dagrofa i 2013introducerede Min Købmand-kæden som afløser for Kwik Spar, har kæden hvert år mistet 8-10 butikker. Men nu er det så småt begyndt at gå den anden vej, og kæden kommer ud af 2019 med et nettotab på kun ca. fire butikker.

- Vi har tidligere aldrig helt fået defineret, hvad Min Købmand står for. I stedet har butikkerne været en lillebror til Spar og har overtaget koncepter derfra. Men de to kæder er forskellige, og de skal dække forskellige behov. Derfor har kæden nu fået sin egen strategi, som købmændene selv har været med til at definere, siger Richo Boss.

Den nye strategi blev præsenteret for købmændene på det sidste købmandsmøde lige før jul og består af 18 punkter.

Ti nye butikker om året

Et af strategiens punkter indebærer, at der skal foretages en analyse, som blandt andet skal vise, hvilke butikker der med hjælp fra Dagrofa eller eventuelt KFI skal have en overhaling.

- Spørger du den enkelte købmand, vil han sige, at vi allerede har vækst. Kæden har like for like haft en omsætningsvækst på 2-3 pct. både i 2018 og i 2019, og det ser endnu bedre ud på bundlinjen. Men der er stor forskel på butikkerne, og det er ikke slut med at lukke butikker - blandt andet fordi nogle i dag har en forkert placering. Men blandt punkterne i strategien er, at vi fremover åbner flere butikker, end vi lukker, og at vi opnår en samlet omsætningsvækst. Det betyder, at vi skal åbne 8-10 nye butikker om året, siger Richo Boss.

Konceptet for Min Købmand er friere end Spars - netop med henblik på den lokale tilpasning, men i fremtiden ønsker kædedirektøren at styrke butikkerne ved at følge dem lidt tættere.

- Vi vil blandt andet gerne have flere til at benytte vores regnskabsservice, så vi kan træde til med støtte så tidligt som muligt, hvis en butik ikke kører godt. Spar har fået flere salgschefer, og det er også muligt, at Min Købmand skal have flere, siger Richo Boss.

Borgerne ejer bygningen

Mens Spar er et supermarked, der kan konkurrere med andre kæder inklusive discountbutikkerne, ligger en Min Købmand i et landsby-miljø, hvor de større butikker ikke kan klare sig.

- De tager udgangspunkt i deres lokale forankring, og de skal have så godt fat i borgerne, at disse ikke køber ind i discountbutikken på vej hjem fra arbejde, men venter og handler lokalt. Ofte er købmanden selv lokal eller vælger at flytte til stedet, hvor butikken er med til at sikre, at byen udvikler sig i stedet for at dø hen, siger Richo Boss.

Den lokale forankring sikres blandt andet af, at det mange steder er borgerne, der ejer bygningen, som en købmand lejer sig ind i. Ofte har byen haft en dagligvarebutik, som er lukket - i fire af de seks byer, hvor Min Købmand har åbnet nye butikker i 2019, har der eksempelvis tidligere ligget en Dagli'- eller LokalBrugs. Det samme gælder for flere af de kommende butikker.

- Jeg tror ikke, det handler så meget om, hvem der gør det bedst, men om hvilken forretningsmodel man benytter. Vi er proaktive og vil de mindste samfund, og samtidig lægger vi en del af ansvaret over på de lokale borgere. Når de er involveret rent økonomisk, bliver det også vigtigere for dem at handle lokalt, og en borgerejet butik giver en billigere husleje for købmanden. Det betyder samtidig, at vi kan få unge købmænd ind i de nye butikker. Blandt strategipunkterner er også at sikre pipelinen af nye købmænd, siger Richo Boss.

Han regner med, at mange af kædens nye butikker skal involvere de lokale borgere.

Flere Gul Pris-varer

For at differentiere kæderne skal Min Købmands butikker eksempelvis hvert år tilbydes et nyt varekoncept, som ikke er i andre kæder. Blandt strategiens punkter er også en forøgelse af conviencesortimentet, ligesom Gul Pris-sortimentet relanceres med en udvidelse allerede fra 1. februar.

- I dag er der 142 varer i konceptet; og fra 1. februar skal der være 231 Gul Pris-varer i Min Købmand. Det fortæller vi om i en større reklamekampagne, fortæller Richo Boss.

Senere på året skal endnu en reklamekampagne gøre opmærksom på Min Købmands nye identitet, men den kampagne er endnu ikke færdigudviklet.

Opdateret 10. nov 2020