Regeringen aflyser øgede tobaksafgifter

Dagrofa 15. okt 2015 -
This describes the image
Skrevet af: Henrik Denman

Den planlagte afgiftsstigning på cigaretter gældende fra 2016 er afblæst. Nu lyder meldingen fra skatteminister Karsten Lauritzen (V), at regeringen ikke har planer om at hæve tobaksafgifterne. Brancheforeningen Tobaksproducenterne ærgrer sig over regeringens udmelding.

Karsten Lauritzen fastslår, at en stigning i tobaksafgifterne har to negative konsekvenser. Dels vil grænsehandlen og det illegale salg stige, og dels vil staten få færre penge i kasse på grund af et faldende provenu fra tobaksafgifterne.

Udsigten til, at tobaksafgiften fastholdes, ærgrer Tobaksproducenterne.

Tobaksproducenterne ønsker en indeksering af tobaksafgifterne. Derfor er vi ærgerlige over regeringens udmelding om, at man ikke vil indeksere tobaksafgifter pga. skatte- og byrdestoppet, siger direktør for Tobaksproducenterne, Louise Feilberg og fortsætter:

– Vi mener, at det vil give god mening for alle. Det vil sikre at prisen på cigaretter ikke udhules over tid. Derudover vil forbrugerne kun opleve en lille stigning, og endelig vil det give cigaretproducenterne mulighed for at planlægge forretningen bedre. Tobaksproducenterne i Danmark ser ikke en indeksering af afgifter som en byrde, da vished over kommende afgifter vejer tungt.

Afgiftsforslag fra maj

Den tidligere skatteminister, Benny Engelbrecht (S), nåede i maj kort før udskrivningen af valget at fremlægge et forslag om indeksering af tobaksafgifterne gældende fra 2016.

Der var i forslaget tale om afgiftsstigninger på 1,8 pct. om året, og det forslag fik opbakning fra Tobaksproducenterne.

Karsten Lauritzen har imidlertid en anden holdning til øgede tobaksafgifter. Det redegør han for i et svar til Folketinget. Josephine Fock (Alternativet) har bedt ministeren redegøre for, hvor meget afgiftsindtægterne vil stige, hvis tobakspriserne blev fordoblet. WHO har beregnet, at tobaksforbruget i Danmark vil falde med fire pct., hver gang tobakspriserne stiger 10 pct.

Øget grænsehandel

Karsten Lauritzen forklarer, at stigende tobakspriser typisk vil betyde, at danskernes forbrug vil falde, men danskerne vil til gengæld skrue op for grænsehandlen med cigaretter.

"En fordobling af priserne vil indebære væsentlige besparelser ved at grænsehandle cigaretter og tobak i udlandet eller ved at købe varerne illegalt," fastslår ministeren.

Han tilføjer, at en afgiftsforhøjelse vil "medføre en markant stigning i grænsehandlen og et mindre provenu". Det er ifølge skatteministeren usandsynligt, at stigningen i grænsehandlen med cigaretter vil være så lille, at en afgiftsforhøjelse vil give ekstra penge i statskassen.

"En eventuelt stigning i indtægterne fra tobaksafgifterne som følge af den højere afgiftssats vil blive modsvaret af et mindre afgiftsgrundlag som følge af et lavere forbrug og tabte afgifts- og momsindtægter som følge af øget grænsehandel og illegal handel," konkluderer Karsten Lauritzen.

Allerede i foråret talte man i krogene om, at producenterne frygter en kæmpe stigning, der vil ødelægge mere for dem end små stigninger, som forbrugerne næppe tager sig af.

Men der er ingen i branchen eller i Dansk Erhverv, der vil bekræfte den frygt.

Af Henrik Denman
hede@dhblad.dk

Opdateret 10. nov 2020