Ny Spar-købmand er klar til at vinde i hård konkurrence

Dagrofa 19. aug 2024 -
This describes the image
Købmand René Langholm, direktør for Spar-kæden Esben Keller og borgmester i Assens Kommune, Søren Steen Andersen, ved åbningen af det nye Spar supermarked i Tommerup Stationsby.  foto: Henrik Denman
  • Spar i Tommerup Stationsby på Fyn åbner nyt supermarked omgivet af konkurrenter.

Skrevet af: Henrik Denman

Menneskemylderet er stort, og forbipasserende lister stille forbi for at spotte årsagen til det festlige optrin, hvor farverige balloner i grønne, røde og hvide farver præger butikkens indgangsparti. Mange mennesker samler sig i lange køer, da Spar åbner sin helt nye forretning i Tommerup Stationsby på Fyn.
 
De forventningsfulde fremmødte hilser bekendt på Spar-købmand René Langholm. Selv om han er ny i lokalområdet, er han allerede kendt af mange lokale beboere. Da han tidligere holdt reception for sin nye købmandsforretning, deltog mere end 700 beboere fra området.

Netop synlighed og lokalt engagement et nogle af de styrker, den selvstændige købmand vil bruge som fundament for at skabe en sund og driftig forretning.

– Jeg tror på, at vi kan tilbyde noget, de andre ikke kan. Der er noget i sortimentet, men det er også personlighed og service. Vi kan gå meget længere end de fleste i branchen gør. Det når man meget langt med. En stor del af det bliver også at engagere sig i lokalsamfundet. Jeg kan simpelthen ikke lade være med at engagere mig i alt, hvad der rører sig, og det vil Tommerup Stationsby nu opleve, siger René Langholm på åbningsdagen til Dagligvarehandlen.dk.

Med åbningen af den nye Spar får Tommerup Stationsby ca. 20 km fra Odense en ny dagligvarebutik. Tidligere lå her en SuperBrugsen, men den selvstændige brugsforening valgte at lukke butikken, fordi den ikke løb rundt.

Erfaring og passion

René Langholm er ny som selvstændig købmand, men han har en solid baggrund som selvstændig slagter i Skibhus Slagteren i Odense, som han drev med sin hustru fra 2006 til 2021. Han har også erfaring som butikschef ved Dagrofa Foodservice i Odense, og nu bruger han sin erfaring og passion for detailhandel til at gøre den nye Spar til en succes.

Han er omgivet af konkurrenter, især discountbutikker. I det marked skal han finde frem til kundernes opmærksomhed, interesse og købelyst. Købmanden adskiller sig fra lavprisbutikkerne ved bl.a. at have betjent delikatesseafdeling, udsalg fra en lokal bager og en blomsterafdeling. 

– Konkurrenterne er kendt for at slå hårdt på prisen. Spar har også et bredt sortiment af hverdagsvarer, der kan konkurrere med lavprisbutikkernes priser, men det er ikke det, Spar er kendt for.

– Spar er noget andet end en discountbutik. Vi har en prismatch til konkurrenterne, men vi har også en betjent delikatesseafdeling. Da jeg selv er fra slagterverdenen, kommer vi til at gøre det rigtig godt på det område. Vi kommer også til at adskille os med vinafdelingen. Vi vil lave nogle aktiviteter og events og have et sortiment, som kunderne ikke ser i de andre butikker her i lokalområdet. Det er helt sikkert.

– Jeg ved fra mine år som slagter, at der er svært i dag at drive en gammeldags, privat slagterforretning, men det er gået rigtig fint for mig – det med at skabe relationerne til kunderne, hvor man får trofaste kunder og får dem til at køre langt for at finde de gode varer, når man yder service og skyder sin personlighed ind i det.

This describes the image


Spar vinder frem

Direktør for Spar-kæden Esben Keller siger, at konkurrencen på dagligvaremarkedet er hårdere end nogensinde, men at der bestemt er en plads til den selvstændige købmand.

– De seneste års præstation viser, at der er plads til Spar-kæden. Der, hvor vi åbner, vinder vi også, siger han til Dagligvarehandlen.dk. 

– Vi har konstant haft vækst både i omsætning og markedsandele de sidste fire-fem år. Det gør, at vi tror på det. Det, vi kan og som er unikt, er at vi har en evne til at tilpasse os lokalt. Det handler om, at vi har en selvstændig købmand, som selv har hånden på kogepladen hver eneste dag. Han kender sine kunder og ved, hvad de gerne vil have og tilpasser forretningen derefter. Det er i forhold til sortimentet og til at være aktiv og være socialt omdrejningspunkt. Spar er ikke blot et indkøbssted, det er også et socialt omdrejningspunkt, og man er også et aktivt omdrejningspunkt i forhold til f.eks. sponsorater.

Ifølge Esben Keller koster service og kvalitet, men Spar ligger stadig fornuftigt prismæssigt. Kæden sikrer sig at have konkurrencedygtige priser ved at matche et stærkt prisprogram med konkurrenternes priser. 

– På den måde kan kunderne være trygge ved at handle i Spar og få varerne til en fair pris. Vi har et sortiment, der er næsten dobbelt så stort som en discountbutik. Vi har også masser af mulighed for at lave lokal tilpasning i forhold til sortimentet. Mange af vores købmænd er dygtige til at tage lokale varer ind. Desuden satser vi i Spar på at få endnu flere danske varer ind, siger Esben Keller.

Lokal opbakning

Han tilføjer, at Spar-kæden har haft vækst i omsætningen gennem de seneste fire-fem år, og at kæden hele tiden udvider med nye butikker.

– Konkurrencen på markedet er benhård. Vi står godt rustet, og det skyldes, at vi står stærkt lokalt. Vi er lokalt forankret, vi har en selvstændig købmand, og vi kender området. 

Peter Vester Henriksen er formand for foreningen Tommerup og Omegns Brugsforening, der drev SuperBrugsen i byen og i dag ejer bygningen. Han siger:

– Vi er meget glade for, at der nu er åbnet et supermarked. Det er vigtigt for lokalområdet, mener jeg, og vi oplever, at der er en god opbakning i lokalsamfundet af engagerede borgere, som vi kalder "aktive kunder", som har været behjælpelige ved etableringen af den nye købmandsforretning. De er også ambassadører i lokalsamfundet for det nye supermarked.

Dynamisk mix

Formand for Tommeruppernes Lokalråd Martin Winther-Gaasvig, siger:  

– Vi arbejder for udvikling af lokalområdet. Jeg tror da, at Spar har noget at tilbyde, som discountforretningerne ikke har. På den måde bibeholder vi noget i byen, som ellers ville være væk. Når de mange små butikker som bager og slagter lukker, kommer de som regel ikke igen. Med åbningen af Spar bibeholder vi noget, som er vigtigt for os i lokalom-rådet. Med betjente afdelinger er det noget mere end discount.

Borgmester i Assens Kommune, Søren Steen Andersen, hilser den forstærkede konkurrence velkommen, da Dagligvarehandlen.dk taler med ham, efter at han har klippet snoren over og åbnet Spar-forretningen:

– Vi har et område her på Fyn, hvor byerne ligger tæt på hinanden, og der er derfor ikke langt til noget. I kort afstand ligger en Dagli'Brugsen, en stor SuperBrugsen, en 365discount, der bliver en Netto, en Rema 1000 og nu en Spar.

– Det er et meget dynamisk mix at have. Det er et mikrobillede af konkurrencesituationen i Danmark – og den er skarp. Der bor mange pendlere her i området, som har kort vej til Odense. Med åbningen af en ny Spar med betjente specialafdelinger kan butikken holde folk her i byen. Så behøver de ikke køre andre steder hen, siger han. 

Opdateret 21. aug 2024