Ny kædedirektør: ”Jeg stortrives med, at købmænd kalder en spade for en spade”
CV’et tæller blandt andet stillinger som varehuschef i Føtex og Bilka samt diverse chefposter i Coops Kvickly-forretning – senest som salgsdirektør.
Så det er lidt af en kulturforandring, Richo Boss har oplevet, siden han 1. december sidste år havde første arbejdsdag som chef for Spar-, Min Købmandog Let-Køb-kæderne i Dagrofa.
Men han er vild med det.
- Den største forandring for mig er, at det er selvstændige købmænd, jeg samarbejder med. Det er lidt anderledes end almindelig kædedrift. Det ser jeg en kæmpestyrke i, og det giver mulighed for at komme tæt på købmændene hurtigt, siger han.
Og der er handling bag ordene. Indtil videre er det på tre måneder blevet til op mod 70 ture på landevejen for at besøge købmænd i hele landet.
- I mit job er det vigtigste, at man har lyst til at tale med købmændene og diskutere tingene. Jeg stortrives med, at købmænd kalder en spade for en spade, og jeg nyder virkelig de dage, hvor jeg er ude at besøge butikker, siger han. Richo Boss taler hverken for hurtigt eller for langsomt.
Han lægger tryk på de vigtigste ord for at sikre, at journalisten får det hele med, og bruger masser af buzzord som ”dialog”, ”rejse” og ”synergi”. Men glimtet i øjet snyder ikke, og når han bliver ivrig, skrider det rigsdanske lidt i svinget, og han slår over i en dialekt med lollandske undertoner.
Købmændene er styrken
Den nye kædedirektør har det overordnede ansvar for 399 butikker fordelt på 132 Spar, 163 Min Købmand og 104 Let-Køb. Han kalder købmændene for styrken i butikkerne.
- Når man besøger 60-70 købmænd på så kort tid, finder man ud af, hvor vigtigt det er at have en lokal mand på pladsen, der kender sine kunder. Det, jeg har kunnet opleve som ny direktør, er, at vores købmænd er ufatteligt tæt på deres kunder. Der ligger en kæmpestyrke i, at det er købmanden, der kender kunderne bedst, siger Richo Boss.
Den viden, de enkelte købmænd har om netop deres lokalområde, lægger et ekstra pres på hovedkontoret for at skabe koncepter og produkter, som giver værdi bredt i kæderne.
- Den grad af frivillighed, der er i tre kæder, betyder, at de tanker, vi udtænker centralt, skal være af så god kvalitet, at købmændene kan se gevinsten ved at bruge dem. Her er vi afhængige af dialog og af at gøre vores arbejde godt nok. Vi skal være sikre på, at hver gang vi introducerer noget, har vi haft nogle købmænd involveret, siger han og fortsætter:
- Kvaliteten i vores købmænd, kan jeg se med min baggrund, er høj, og hvis vi kan udnytte den, har vi et rigtig stærkt fundament at stå på. Vi behøver ikke opfinde og styre tingene 100 pct. i Spar og Min Købmand. Vi skal også gøre plads til, at købmanden kan styre lokalt.
Brænder for borgerprojekter
Netop ideen med at lede fremfor at styre er noget, Richo Boss lægger meget vægt på. Adspurgt, hvad der fik ham til at tage jobbet, svarer han da også som det første muligheden for at arbejde med selvstændige købmænd, fordi det kræver bred opbakning til de initiativer, han søsætter.
- Samarbejdet med købmændene og købmandskulturen, hvor du sætter ord på, når du synes, noget er godt – men du sætter også ord på, når der er noget, der ikke er godt – kan jeg rigtig godt lide. Og jeg tror på, den åbenstående dialog kommer til at gøre os stærkere. Desuden lægger han stor vægt på købmændenes rolle som sammenhængskraft i lokalsamfundet, ikke mindst i de små byer.
- Der er en stigende forståelse for, at hvis man ikke støtter det lokale supermarked og kæmper for de ting, der holder sammen på lokalsamfundet, mister man dem, og så er det sværere at bevare sammenhængskraften. Det er jeg kun blevet bekræftet i de seneste par måneder. Det at kunne understøtte borgerinvolvering i butiksnettet var noget, der fyldte rigtig meget i mit hoved, da jeg sagde ja til jobbet, fortæller Richo Boss.
Flere af de nye Spar- og Min Købmand-butikker, der popper op på landkortet, er borgerfinansierede projekter, og selv om det ikke er hensigten, at det altid skal være fremgangsmåden i fremtiden, ser Dagrofas nye kædedirektør den direkte borgerinvolvering som en fordelagtig forretningsmodel, fordi det udtrykker sandsynligheden for en sund økonomi.