Ny Foodservice Danmark-direktør: Det er en spændende opgave
Det har været nogle turbulente år for Dagrofas engrosvirksomhed, Foodservice Danmark.
Midt i store byggerier og diskussioner om frasalg af virksomheden eller ej har der på ledelsesgangen nærmest været en svingdør til chefkontoret.
Fire direktører har siddet i den varme stol, så at sige, siden 2013, de seneste to dog konstituerede. Nu ser det ud til, at der måske kan komme ro på bagsmækken i det udfordrede selskab.
Peter Bruun har sagt jobbet som adm. direktør i System Frugt A/S op for at indtage førerpositionen i Ishøj, og han glæder sig til at komme i gang.
- Det er en spændende opgave. Jeg har tidligere arbejdet med forretningsudvikling og med at skabe lønsomhed og vækst. Det, synes jeg, der er gode muligheder for at arbejde for i Foodservice Danmark. Det er lidt opgaven i sig selv, siger han.
Speciale i turnarounds
Tidligere har Peter Bruun været chef for firmaer som Pågen og Lagkagehuset, hvor han har haft fokus på netop vækst og lønsomhed.
Kigger man på dit CV, er det i høj grad præget af turnarounds. Hvor afgørende en faktor har det været for dig og Dagrofa i forhold til at udpege dig til ny direktør for Foodservice Danmark?
- Det er spændende at arbejde for at vende virksomheder og skabe lønsomhed og vækst. Det tager tid, det skal man være opmærksom på, men jeg tror, der er gode muligheder i virksomheden og et stort potentiale, der kan forløses. På den måde syntes jeg, det var et godt match. Det ser jeg frem til, siger han.
De seneste to år beretter System Frugts årsregnskaber om ”stærkt utilfredsstillende” resultater, hvilket blandt andet tilskrives fald i omsætningen inden for frisk frugt og grønt.
Men Peter Bruun kan nu se frem til en mere velsmurt maskine, i hvert fald på det punkt. Trods et overskyggende underskud på over 100 mio. kr. sidste år havde Foodservice Danmark en omsætningsvækst på 2 pct. og omsatte for over 4,6 mia. kr.