NorgesGruppen sender 200 mio. til Danmark
Nu har Dagrofa solgt grønlandske Pisiffik til NorgesGruppen og købmandsfonden KFI. Et videresalg er sandsynligt
Kort før jul ankom noget af en julegave i form af en kapitaltilførsel på 211 mio. kr. til den norske gigant NorgesGruppens danske selskab, NorgesGruppen Danmark.
Det svarer til mere end en kvart mia. i de lidt svækkede norske kroner.
En betydelig andel af pengene er imidlertid straks blevet sendt videre til Dagrofa-koncernen som NorgesGruppens betaling for en stor portion aktier i grønlandske Pisiffik, der fra årsskiftet fik nye ejere.
- Kapitalforhøjelsen skal primært ses i relation til, at NorgesGruppen Danmark køber ca. 47 pct. af aktierne i den grønlandske virksomhed Pisiffik. KFI køber samtidig de øvrige aktier i samme selskab fra Dagrofa, lyder forklaringen fra Per Roskifte, som er koncerndirektør i NorgesGruppen med ansvar for bl.a. kommunikation.
Prisen for Dagrofas majoritet af aktierne i Pisiffik er ikke offentliggjort, men bedømt ud fra størrelsen af kapitaltilførslen kan den nærme sig den halve mia. kr.
Gevinst ved videresalg
Salget af den grønlandske detailkoncern til de to største ejere i Dagrofa-koncernen er et led i Dagrofas kursskifte mod at blive en rent dansk detailvirksomhed.
Samtidig tilfører salget af Pisiffik og et forventet senere salg af det ligeledes Dagrofa-ejede selskab, Foodservice Danmark, koncernen betydelige midler, som skal investeres i butiksnettet - både i koncernens egne butikker og de tilknyttede købmænds.
Ifølge Dagrofa er vilkårene ved salget internt i ”familien” til storejerne KFI og NorgesGruppen ”bedre for Dagrofa end noget bindende bud fra en ekstern køber”.
Købmandsfonden KFI har allerede meldt ud, at den har intentioner om på et tidspunkt at sælge sine aktier i det store grønlandske selskab videre, mens NorgesGruppen ikke har løftet sløret for sine planer med de grønlandske aktier.
I forbindelse med salget af Pisiffik fra årsskiftet er Dagrofa dog efter Dansk Handelsblads oplysninger blevet sikret halvdelen af en eventuel gevinst ved et videresalg indenfor det første år efter handelen.