Mindeord: Købmand Knud Hermansen er afgået ved døden
Købmand Knud Hermansen, Værløse, afgik efter få dages sygdom pludselig ved døden torsdag den 1. marts.
Knud Hermansen blev 69 år gammel og efterlader sig hustruen Lis, sine to børn, Susan og Kenneth, samt syv børnebørn.
Knud Hermansen var købmand med stort K og arbejdede i branchen i 38 år, selv om hans læremester i sin tid sagde, at købmand, dét blev han aldrig. Han blev født på Fyn, hvor han også gennemførte sin uddannelse som kommis. Senere blev han ansat hos købmand H.H. Rasmussen i København. Her avancerede han hurtigt og sluttede som butikschef i HH Supermarked i Hørsholm.
I 70’erne besluttede han sig for at blive selvstændig og købte supermarkedet i Blåkildecentret i Tåstrup, som han udvidede og drev med stor dygtighed. Senere åbnede han supermarkedet på Matthæusgade på Vesterbro, som nåede at være en del af både Prima-kæden og Super-Best, inden Knud Hermansen solgte butikken til Coop.
I en kort periode havde han også et supermarked på Finsensvej på Frederiksberg.
Knud Hermansen eksperimenterede også med nethandel og åbnede netsupermarkdet SuperVare. Han måtte dog erkende, at han var forud for sin tid og afviklede det igen.
Knud Hermansen var ikke alene yderst aktiv i sine butikker, han arbejdede også for branchen og sine kolleger. Blandt andet var han i en periode formand for Prima/Samkøb, til Samkøb blev en del af Dagrofa, og han var en årrække medlem af bestyrelsen i DSK, De Samvirkende Købmænd.
Knud Hermansen var glad for at rejse og opleve verden - både sammen med hustruen Lis, med de to børn og børnebørnene. Han har også efter sin pension yderst aktiv og interesserede sig bl.a. for slægtsforskning, madlavning og badminton – eller hyggede sig med gode venner og tidligere kolleger.
Knud Hermansen var et venligt og afholdt menneske, som mange vil savne.
Æret være hans minde
Kenneth, Susan og Lis
Bisættelsen finder sted torsdag den 8 marts klokken 13.00 fra Kirke Værløse Kirke.