Dagrofa lukker to Spar - Alma overtager butikker og medarbejdere

Dagrofa 28. nov 2024 -
This describes the image
Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand
  • Alma overtager snart både butikker og medarbejdere fra Spar 

Skrevet af: Søren Tougaard

Der var store forhåbninger, da Spar rykkede ind i hjertet af København på mondæne Store Kongensgade i marts 2021 og få måneder efter åbnede endnu en butik på Sylows Allé på Frederiksberg. 

Dengang sagde konstitueret kædedirektør Kim Scheuer Nielsen, at Spar med den øget synlighed i hovedstaden har vist, at kæden har et koncept, der virker til de københavnske kunder. 

Her ca. 3,5 år efter åbningerne må Spar dog konstatere, at butikkerne ikke var langtidsholdbare.

I stedet overdrages butikker og medarbejdere snart til Alma, der har tidligere Irma-direktør Alfred Josefsen i spidsen og blandt ejerkredsen med en andel på 20 pct., mens ægteparret Claus og Bente Christiansen ejer 80 pct. og har skudt 20 mio. kr. ind i selskabet.   

- Jeg kan bekræfte, at Alma tidligere på året henvendte sig til os. Vi har nu indgået en aftale om overtagelse af to af vores butikker og medarbejdere. De overtager Spar-butikkerne på Frederiksberg, Sylows Allé pr. 1/1 2025 og København C, St. Kongensgade pr. 1/3. Ellers har jeg for nuværende ikke yderligere at tilføje, skriver kommunikationsdirektør Morten Vestberg i en kortfattet mail til Dagligvarehandlen.dk.

To af fem

Vi vil ellers gerne have spurgt, om Dagrofa har planer om at overdrage flere butikker til Alma, der har annonceret fem butikker i hovedstaden.

Her bør en placering på Østerbro være særdeles oplagt for Alma som næste lokation i et område med et pengestærkt kundegrundlag. 

Alfred Josefsen glæder sig foreløbig over, at have de første lokationer på plads.  

- Vi får ca. 650 kvm salgsareal i begge butikker. Fin størrelse, siger Alfred Josefsen om de to lejemål.

Lejemålet på Store Kongensgade 100 er ejet af boligselskabet Gefion Group. 

 

  

 

  

 

 

Opdateret 28. nov 2024