Min Købmand bliver sin egen og skifter fra rød til grøn
Onsdag 7. oktober stod der ”købmandsmøde” i kalenderen hos både kædedirktør Richo Boss og de knap 160 købmænd i Dagrofas købmandskæde Min Købmand.
Men som for så mange andre begivenheder har corona-pandemien også betydet en ændring af planerne for det møde, som de fleste af købmændene sikkert har set meget frem til.
- Meningen var, at vi på købmandsmødet skulle have fortalt købmændene om de nye elementer i relanceringen af deres kæde, men nu får de det i stedet på video i næste uge. Lige nu er det kun den gruppe af købmændene, der har været med til at planlægge ændringerne, der kender detaljerne, siger kædedirektør for Min Købmand, Spar og Letkøb, Richo Boss.
Han har brugt dagen på at besøge den købmand i kæden, som er kåret som Årets Min Købmand - en kåring, der normalt foregår på købmandsmødet.
Hvem det er, vil han ikke fortælle - endnu, ligesom han ikke vil gå i detaljer om det nye koncept, før købmændene kender det.
Men de overordnede rammer har han indvilget i at røbe for Dansk Handelsblad over telefonen, mens han kører hjem fra købmandsbesøget.
- Kæden får i meget højere grad sin egen identitet. Blandt andet bliver den røde farve, som Min Købmand har fra Spar, skiftet ud med en mørk grøn. Med nyt inventar, skiltning og facade får kæden samtidig et mere tidssvarende univers, fortæller Richo Boss.
[caption id="attachment_91706" align="alignnone" width="388"] Foto: Min Købmand[/caption]
Lokal forankring
Dagrofa har investeret ca. 10 mio. kr. i udviklingen af konceptet samt et nyt tv-univers, der kommer på skærmen i uge 43.
- Scenen for det nye univers er butikken, og kunderne og købmanden er omdrejningspunktet. Rollerne er besat af skuespillere, men manuskriptet er skabt på baggrund af nogle af de mange indlæg, som tilfredse kunder har skrevet på butikkernes Facebook-sider. De kan handle om en butik, der holdt længere åbent af hensyn til en kunde, eller en anden, der reddede den lokale idrætsforening med en donation, siger Richo Boss og tilføjer, at det autentiske er afgørende.
- Hele nerven i Min Købmand er samspillet mellem købmanden, kunderne og lokalmiljøet, og det er i den grad kommet på mode at skabe et velfungerende lokalmiljø. Men det er let nok at sige, at man som butik har en lokal forankring. Vi vælger at vise det med ægte historier, siger han.
Kædens payoff ”Min Købmand kender mig godt” bliver skiftet ud med et nyt, som Richo Boss dog endnu ikke vil røbe.
- Men jeg kan fortælle, at vi har kigget grundigt på grundsortimentet, der nu er tilrettelagt specielt til kæden. Målet er, at kunden skal kunne handle færdig, og der kommer mere fokus på mad og convenience, siger Richo Boss.
Rekord på bundlinjen
Ifølge kædedirektøren er tidspunktet det helt rigtige for kæden til en relancering.
- Butikkerne oplever i år en tocifret vækst på omsætningen, og det smitter fornuftigt af på bundlinjen. 2019 var rigtig god for købmændenes indtjening, men 2020 kommer til at give rekord, og markant flere købmænd tjener gode penge, siger kædedirektøren.
[caption id="attachment_91724" align="alignnone" width="365"] Foto: Min Købmand[/caption]
Købmændene skal dog også have penge op af lommen for at omstille deres butikker til det nye koncept.
- Da det er selvstændige købmænd, der selv ejer deres butikker, bestemmer de selv, hvornår og i hvilket tempo de vil implementere det nye. Men jeg håber, at alle er færdige, når vi går ud af 2021, siger Richo Boss, der ikke kan sætte et præcist beløb på, hvad det kommer til at koste den enkelte købmand.
Min Købmand består i dag af knap 160 butikker. De syv er åbnet i år, og en Letkøb i Skelhøje åbner i begyndelsen af november som Min Købmand.