Min Købmand åbner 19 borgerbutikker
Dagrofas strategi om at involvere lokalbefolkningen for at stable en købmandsbutik på benene giver pote. Alene for Min Købmand er der planlagt indtil videre 19 nye butikker inden for de næste 24 måneder, og fælles for dem alle er, at de er borgerfinansierede.
- Det at se borgerne gå sammen om at gøre bygningen klar, stille inventar op, sætte varer på hylderne osv. er en vigtig del af vores strategi – at Min Købmand står på et fundament af stærk borgerinvolvering, siger den nye kædedirektør, Richo Boss.
Han ser borgerprojekterne som en vigtig vej til at skabe vækst i kæden, både i antal butikker og omsætning.
- Men kæden ender ikke ud med kun at være borgerfinansierede projekter, understreger han. Fordelen ved borgerbutikker er, ifølge kædedirektøren, at lokalsamfundet skal bevise sit engagement for at få en dagligvarebutik, inden den er der. Den følelse af medejerskab over butikken øger sandsynligheden for en sund økonomi, hvor det ikke kun er småindkøb som mælk og smøger, der ryger på båndet.
Stærke købmænd
Selv om regnskabet for 2018 endnu ikke er offentliggjort, kan Min Købmand-købmændene bryste sig af at bidrage positivt med en ”markant omsætningsvækst”, siger Richo Boss.
- Væksten følger med ind i 2019, og det skyldes først og fremmest vores lokale købmænd, der gør et godt stykke arbejde og har godt fat i kunderne. Strategien for Min Købmand er da også fortsat at understøtte købmændenes selvstændighed under det overordnede koncept, der er for kæden.
- Vi har succes med det lokale og nære – den tætte dialog med kunderne, og at kunderne engagerer sig i butikken. Vi kan se, at væksten i Min Købmand kommer de steder, hvor købmanden er helt tæt på borgerne. Jeg tror, det er en samfundsreaktion på centralisering, at man ønsker at engagere sig i sit lokalsamfund, siger Richo Boss.
Han påpeger, at fokusset på lokal forankring ikke kun gælder for borgerprojekterne, men også den selvstændige købmand, der er på fornavn med sine kunder. I forvejen er der de sidste par år kommet over 20 Spar-, Min Købmand- eller Let-Køb-butikker til efter samme opskrift, hvor borgerne er anpartshavere af butikken.
Dagrofas udviklingschef, Brian Videbæk, har tidligere udtalt til Dansk Handelsblad, at butikkerne i gennemsnit har haft en vækst på over 60 pct., efter de er blevet borgerejede.