Metrosag granskes fortsat
Metro Group, som er en af Europas største detail- og engrosvirksomheder, bliver fortsat gransket af Statsadvokaten for Særlig International og Økonomisk Kriminalitet (SØIK), også kendt som Bagmandspolitiet.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen politianmeldte i januar Metro Cash & Carry Danmark i sagen om en eventuel fusion med EuroCater.
– Vi undersøger fortsat sagen, og det kan godt vare året ud, siger specialanklager Niels Kjærsgaard til Dansk Handelsblad.
Sagen
Sagen går tilbage til oktober sidste år, da det nu lukkede Metro Cash & Carry henvendte sig til Konkurrencestyrelsen for at få et salg af to varehuse til Euro Cater godkendt. Metro skulle bruge godkendelsen hurtigt. Ledelsen fortalte imidlertid ikke noget til Konkurrencestyrelsen om, at der på bordet også lå et andet bud på at købe Metro.
Det er ulovligt, og derfor anmeldte Konkurrencestyrelsen Metro til Bagmandspolitiet.
Bag det andet købstilbud stod det danske netsupermarked Iposen i Lystrup, som ville købe alle fem varehuse, som Metro havde i Danmark. Metro valgte at lukke sin virksomhed ved udgangen af 2014.
Kontorchef Søren Bo Rasmussen fra Konkurrencestyrelsen har tidligere sagt til Dansk Handelsblad, at det var Metros eventuelle salg af to varehuse til Euro Cater, der gav styrelsen store betænkeligheder.
– Et salg til EuroCater ville give en øget koncentration på cash & carry-markedet, for der ville så være to spillere tilbage, Inco og Dagrofa S-Engros, har Søren Bo Rasmussen forklaret.
Tekst og foto af Henrik Denman
hede@dhblad.dk