For nylig ramte to pant-nyheder medierne samme dag. Megafon havde i en undersøgelse for TV 2 spurgt danskerne om, hvordan de ser på pant på forskellige produkter. Et stort flertal af borgerne synes, at pant umiddelbart kan være en god måde at sikre en indsamling af forskellige udtjente produkter og emballager.

Næsten 80 pct. af de adspurgte svarer, at de synes, at pant på vin- og spiritusflasker er en god ide, 67 pct. ser gerne en pantordning for batterier, mens 57 pct. synes, at pant på plastemballager er en god ide.

Pant er altså i de fleste borgers optik en vej at gå for at gøre noget ved de miljøproblemer, vores forbrug foranlediger.

Den anden pant-nyhed var, at Netto ophører med deres forsøg med pant på plastposer, som har kørt det seneste halve års tid. Det har fra starten været en forkert tænkt ide, så ros til Netto for nu også at indse, at dagligvarebutikker ikke skal indlede en rejse mod at blive indsamlingssted for affald.

Det virker som om, mange glemmer, at pant kan være et middel, men ikke et mål i sig selv. Målet må være, at man minimerer den miljøpåvirkning, som et givent produkt eller emballage forårsager.

Derfor bør man naturligvis undersøge, hvilket middel der bedst giver det ønskede resultat. I denne undersøgelse bør inddrages forhold som, hvad er den reelle miljøbelastning af produktet, hvordan kan man minimere denne belastning til hvilken pris - og endelig, om der er uheldige afledte effekter (eksempelvis arbejdsmiljø eller hygiejniske problemer) af den ordning, man påtænker at indføre.

Det synes jo at være indlysende, at snavsede poser ikke skal tages ind til kasselinjen og håndteres af den kassemedarbejder, der umiddelbart efter skal håndtere fru Hansens uemballerede pastinak.

Omvendt synes det også indlysende, at vi fra dagligvarehandelen skal gøre noget for at sikre, at problemerne foranlediget af de produkter, vi sælger, begrænses.

Det skal vi gøre, fordi vi har et ansvar for det, og simpelthen fordi vores kunder forlanger og forventer det af os.

Lad mig slå fast. Jeg er ikke imod pant som sådan.

Jeg ser bare gerne, at man tænker et pantsystem helt igennem, hvis det er det, man ønsker at indføre. Vi kan som samfund sagtens indføre pant på alverdens produkter, lige fra elektronik til remouladetuber og poser, men det er vel ikke en naturlov, at dagligvarebutikkerne nødvendigvis skal modtage de pantbelagte produkter og emballager.

Den dimension er fuldstændig fraværende i debatten. Er pant det rigtige styringsmiddel, så må politikkerne etablere pantindløsning uden for butikkerne, altså steder der alene skal beskæftige sig med håndtering af de pantbelagte returprodukter.

Det er en udvikling vi allerede ser i dag, hvor Dansk Retursystem jo er begyndt at opstille pantstationer på udvalgte kommunale genbrugsstationer. Debatten om pant er farvet af, at vi på mange måder i dag har et velfungerende pant- og retursystem for øl- og sodavand. Det er et system, vi har arbejdet med siden 1940érne.

De fleste butikker kan i dag rimeligt smertefrit håndtere at modtage de tomme emballager, og det velfungerende system skyldes ikke mindst, at det er etableret af branchen i et godt samarbejde på tværs af handel og industri.

Opbygningen af vores pant- og retursystem er baseret på den tid, da de tomme glasflasker blev indleveret i butikken, afhentet, vasket og genfyldt af bryggerierne. I dag er situationen en anden, og skulle vi opfinde systemet forfra, ville vi jo næppe basere systemet på, at de tomme emballager skal afleveres i dagligvarebutikkerne.

Lad os bruge det rigtige middel til at opnå det, vi gerne vil. Bæreposer af plast skal afleveres sammen med andre plastemballager til den kommunale plastindsamling. Mon ikke en god informationskampagne kunne give en returprocent på mindst 20 - det samme som, en for forbrugerne dyr pantordning, maksimalt kan give.

Hvem ved, måske lander en stor del af bæreposerne allerede i dag i den kommunale indsamling. Pant kan i nogle tilfælde være en mulighed på produkter med stor miljøbelastning, og er pant løsningen, så lad os helt bogstavelig tænke ud af boksen, ud af butikken, og lad kommunerne varetage en eventuel pantordning og håndteringen af affaldet.

Fra 2025 har vi producentansvar for emballager i Danmark. Lad os som branche stille krav til, hvorledes producentansvaret skal etableres, så omkostningerne holdes nede, og miljøgevinsten optimeres.

Vi har som branche et ansvar for det, vi bringer på markedet. Vi skal være med til at løse de problemer, som det skaber, men rollefordelingen skal være klar. Butikkerne skal ikke være affaldscentraler, og vi skal bruge de styringsmidler, som er hensigtsmæssige.

Pant kan være et middel, men må aldrig være et mål i sig selv – heller ikke, selv om man umiddelbart kan få god omtale på det.