Meny vil indhente økologi-gab
Den kommende tid skal der ekstra fokus på økologi i Meny. Det gælder både i kædens markedsføring uden for butikken og i selve butikken.
- Vi har i 2018 igen øget vores markedsandel, og vores omsætningsindeks ligger højere end markedet generelt. Vi har også vækst på økologi, men vi sælger ikke så meget økologi, som vi burde i forhold til vores markedsandel, siger kædedirektør i Meny, Kenneth Holmen Pedersen.
Han mener, at der i gabet ligger et vækstpotentiale, der er let at gå til.
- Vi ved, at økologi er noget, som vores kundesegment går meget op i, og i fremtiden vil økologi i endnu højere grad være et parameter, som man vælger indkøbssted efter, siger kædedirektøren.
Mere øko til discountpris
Den kommende tid vil kæden gøre mere opmærksom på økologiske produkter; dels ved at køre kampagner på tv og andre platforme, dels vil der ske en øget synliggørelse i butikkerne.
- Når vi kigger på vores økologiske sortiment, er det ikke mindre end de andre kæders. Men vores kunder siger, at det ikke er synligt nok. Fremover vil økologien i højere grad være samlet og markeret i blandt andet frugt og grønt. Derudover vil vi have Ugens Ø, et produkt, som butikkerne har specielt fokus på i den uge, fortæller kædedirektøren.
Meny har et discountprogram, Discountmatch, der består af ca. 400 varer. Det er forøget med en række økologiske varer.
- I forvejen var en stor del af varerne i Discountmatch økologiske, blandt andet inden for mejeri. Men nu er flere tunge basisvarer som kartofler, gulerødder, agurker og iceberg med, siger Kenneth Holmen Pedersen.
De økologiske vare udgør mere end 20 pct. af Discountmatch.