Meny slår rekord i tilbud på fersk fisk

Dagrofa 11. feb 2016 -
Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand

Mængden af tilbud på fisk i kædernes kampagneaviser steg markant i 2015, mens tilbud på frostvarer faldt tilsvarende.

 

Fersk fisk var i 2015 populært i dagligvarebutikkernes tilbudsaviser. Således var der i alt 800 tilbud på fersk fisk aviserne, og det er en stigning på lige knap 24 pct. sammenlignet med 2014. Mængden af tilbud på hele fiskekategorien steg med 10 pct. sammenlignet med året før.

Det viser konsulenthuset iCoCos gennemgang af dagligvarekæderne tilbudsaviser fra 2015.

Ikke forbavsende ligger Dagrofas højprofilkæde Meny i top med 133 tilbud på fersk fisk.

Det svarer til 16 pct. af alle årets tilbud på fersk fisk – dette til trods for, at kæden først åbnede sin første butik i maj. Til gengæld profilerede Meny sig blandt andet på at være ”byens fiskehandel om onsdagen”. Derudover er mange af de tidligere SuperBest-butikker, der i dag hedder Meny, blevet opgraderet med en decideret fiskeafdeling i forbindelse med den betjente slagter.

Og tilbuddene har båret frugt i Menys fiskeafdelinger. Dagrofa oplyser, at fiskesalget er steget med 34 pct. i perioden fra juni til december i 2015 sammenlignet med samme periode året før, da kæden hed SuperBest.

Spring til andenpladsen

Langt efter Meny, på en andenplads, ligger Spar med 90 tilbud – formentlig som en følge af, at de to kæder har samme grossist, og at en del af tilbuddene er detailpakket fisk, som begge kæder sælger.

Derefter kommer Rema 1000, Kvickly og Bilka i nævnte rækkefølge med kun knap halvt så mange tilbud som Meny.

Trods status quo i antallet af sider i tilbudsaviserne i 2015 sammenlignet med 2014, er forbrugerne blevet præsenteret for knap 5 pct. færre tilbud.

Det er blandt andet gået ud over frostvarerne og kategorien ris og pasta, der er faldet med godt 10 pct.

Opdateret 10. nov 2020