Meny og Rynkeby Foods sætter mere saft og kraft til juicekategorien  

Dagrofa 28. apr 2023 -
This describes the image
Foto: Dagrofa
  • Dagrofa og Rynkeby Foods har søsat et partnerskab, der skal lære danskerne mere om juice og frugtbaserede drikke

Meny vil fra juni 2023 præsentere sine kunder for nye saft- og juiceuniverser, hvor læring, inspiration og involvering er i centrum på tværs af hele kategorien for at gøre kundeoplevelsen endnu bedre.

Når danske forbrugere står foran hylden med saft og juice i supermarkedet, er der ifølge Dagrofa, som står bag Meny, flere spørgsmål end svar. Det udfordrer hele kategorien på tværs af brands og produkter.

Hvad er forskellen på et glas juice og et glas nektar? Er en smoothie og en frugtdrik det samme? Og hvordan kan de forskellige produkter i saft- og juicekategorien bruges i forskellige anledninger og til forskellige behov?

- Saft og juice er lige nu en lidt undervurderet kategori, så i Meny vil vi gerne inspirere danskerne med den viden og de spændende smage, der ligger bag kategorien. Derfor har vi allieret os med Rynkeby, som med deres mangeårige erfaring og strategiske indsigt i udviklingen af kategorien er de helt rette samarbejdspartnere for os. Med Menys høje faglighed og serviceniveau er jeg sikker på, at vi sammen med Rynkeby lykkes med at fremstille saft- og juicekategorien i et nyt og spændende lys over for kunderne, siger Jesper Bjerring, som er kommerciel direktør i Meny.

Drikkeklar i de første fire butikker

I dag er de nye saft- og juiceafdelinger allerede rullet ud i Meny i Rønnede, Ballerup, Langenæs og Bogense.

Her møder kunderne produkterne fordelt i syv segmenter efter forbrugssituationer og på tværs af brands, så produkterne og deres muligheder italesættes og forklares. Det sker blandt andet på topskilte i supermarkedet, men også gennem for eksempel en videobaseret juiceskole og opskrifter, som kan findes både i supermarkedet og via digitale platforme.

- Vi tror på, at vi ved at give et bedre overblik kan lære forbrugerne mere om produkterne og vise, at der er saft- og juiceprodukter til en hvilken som helst anledning og et hvilket som helst behov. At en rabarberlemonade kan bruges i en cocktail, en mangosmoothie i en mango-lassi eller et ingefærshot i en suppe, bare for at give nogle eksempler, siger Søren Junker Jespersen, Senior Customer & Category Development Manager hos Rynkeby Foods.

Kategoriprojektet står på et større forbrugsstudie med 3000 respondenter og er drevet af både behovsafdækning og forbrugernes kendskab til kategorien. Her er den primære indsigt, at kategorien er udfordret på grund af lavt forbrugerkendskab.

Meny har søsat lignende projekter og partnerskaber inden for øl, vin, spiritus og senest kaffe.
 

Opdateret 28. apr 2023