Butiksåbning skal bane vejen for flere nye borgerbutikker

Dagrofa 9. jul 2024 -
This describes the image
Beboerne på Bornholm ser frem til åbningen af en borgerbutik i Min Købmand-kæden. Her fra åbningen af Min Købmand Ådalen på Djursland i maj. Foto: Dagrofa
  • Bornholm får om kort tid sin første borgerbutik

Skrevet af: Henrik Denman

Om to måneder får Bornholm en ny borgerbutik. Det er Min Købmand, der i september slår dørene op til borgerbutikken, som bliver den første af sin slags på Bornholm.

Står det til kæden vil bornholmerne kunne se frem til flere borgerbutikker. Esben Keller, der er kædedirektør for Min Købmand, Spar og Let-Køb, siger:

– Vi ser frem til at åbne den første Min Købmand på Bornholm og håber, at det bliver starten på mange flere.

Han siger videre:

– Det er vores mål at være en fast bestanddel af lokalsamfundet og støtte det med alt til hverdagen og ildsjæle, der brænder for at være en del af det lokale med alt, hvad det indebærer.

Min Købmand i Østerlars åbner i en tidligere Daglig’Brugsen butik. I marts i år stod byen uden dagligvareforretning – og den udvikling ønskede de lokale beboere ikke at se passivt til.

Borgere købte anparter

Mange beboere fik derfor sammen om at købe anparter, så der kunne åbnes en ny butik i Østerlars. I alt skulle der sælges anparter for 500.000 kroner, og dét mål har man nået. 

Dagrofa har arbejdet tæt sammen med de lokale borgere for at finde en løsning, som kan sikre en fortsat fremtid for byens eneste dagligvarebutik og klippeøens første borgerbutik.

– Jeg må sige, at jeg er imponeret over, hvor hurtigt det er lykkedes dem at skaffe den nødvendige kapital. Det vidner om et stærkt sammenhold i området, sagde Tonny Holm Jensen, projektchef i Dagrofa, der står bag kæderne Meny, Spar, Min Købmand og Let-Køb i marts til Dagligvarehandlen.dk.

Lokalkendt købmand

Camilla Klevin Koefoed, som er født og opvokset på Bornholm, bliver butikkens nye købmand, og hun glæder sig til at bringe Min Købmand til sin hjem-ø og gennem butikken blive en endnu mere integreret del af sit lokalsamfund.

Med sin omfattende erfaring fra restaurationsbranchen vil Camilla have et særligt fokus på konceptet Det Kolde Køkken og tilbyde et spændende udvalg af friske og lækre retter til sine kunder.

– Jeg er utroligt glad for at kunne bringe Min Købmand til min hjem-ø, Bornholm. Det er en fantastisk mulighed for at bidrage til lokalsamfundet og skabe en butik, der ikke kun tilbyder et bredt sortiment af dagligvarer, men også lækre, nemme måltidsløsninger og sandwich, siger Camilla Koefoed.

Butikken ligger strategisk placeret midt på en meget populær cykelsti, hvilket gør det muligt for cyklister og andre besøgende at gøre et stop for både at få stillet sulten og servicere cyklen. Dette tiltag er en del af butikkens lokale tilpasning og ambitionen om at imødekomme de specifikke behov i området.

Dagrofa står bag mere end 100 borgerfinansierede butikker over hele Danmark. I 2023 åbnede 13 nye borgerfinansierede butikker, og de første er allerede åbnet i år. Dagrofa forventer at åbne mindst 10 i år.
 

Opdateret 9. jul 2024