Meny løfter brødsalget med nyt koncept
Butikkernes brødhylder kan være ret svære at overskue for en travl forbruger.
For at højne inspirationen og forbedre navigationen har Lantmännen Schulstad og Dagrofa sammen udviklet et nyt skiltningskoncept i brødkategorien, som er blevet lanceret i stort set samtlige Meny-butikker.
Konceptet er blevet rigtig godt modtaget af såvel Meny-købmænd som forbrugere og har resulteret i et betydeligt mersalg.
F.eks. ligger hvedebrødssalget i Meny i indeks 109 mod et totalmarkedsindeks på 101, ligesom nogle butikker har oplevet vækstrater i brødsalget på op imod 30 pct.
- Vi ved jo erfaringsmæssigt, at priskampagner og særplaceringer sælger brød ud af butikken. Men at vi kan opnå en tilsvarende langsigtet effekt ved at skabe overblik og guide forbrugerne ved brødhylden er en positiv overraskelse. De opnåede resultater giver os en begrundet tro på, at det nye brødkoncept rummer gode muligheder for at ændre den måde, detailhandelen traditionelt eksponerer og sælger brød på, siger Business Unit manager hos Lantmännen Schulstad Mette Starup Larsen.
Tydelig skiltning
Brødsortimentet er blandt andet blevet opdelt med skiltning i toppen for hver brødtype, ligesom de enkelte underkategorier er blevet markeret med vertikale flag, der guider forbrugerne. Her finder forbrugerne desuden information om diverse mærkningsordninger for produkterne.
Og kategorichef i Dagrofa Jens Bloch er også tilfreds med de positive resultater, som konceptet har skabt indtil videre.
- At konceptet omfatter og løfter hele friskbrødskategorien - og altså ikke kun Schulstads produkter - har været altafgørende for os. Med et sortiment så bredt som Menys, er guidance og navigation direkte på brødhylden en udstrakt hånd til forbrugeren, når han skal lægge varer i kurven, siger Jens Bloch.